Det moderne Island – en introduktion til ferien.

Efter Island blev en selvstændig republik i 1944 er alt gået stærkt. Selv efter den store økonomiske krise i 2008 er landet det næstrigeste i Norden, målt på BNP kun overgået af det olieholdige Norge (BNP pr. indb./2009/i EUR: Norge 41.800, Island 29.984, Danmark 27.700). Men der er unægteligt sket store forandringer de seneste år.

Landets rigdom har, kombineret med det islandske folks nysgerrighed og begærlighed efter det nyeste, medført det en hektisk økonomi, et højt tempo og et stort forbrug.

Det moderne Island er et dynamisk samfund præget af mobilitet, innovation og åbenhed, og landet er dermed godt klædt på til informationssamfundets vilkår. Gennem de første år efter årtusindeskiftet så man en stærk islandsk investeringslyst i forhold til udenlandske virksomheder. I Danmark drejede det sig bl.a. om opkøb af Magasin du Nord, Illum, Sterling og Maersk Air. I Storbritannien investerede de meget mere. Kombinationen af et friere islandsk finansmarked, overskud på indenlandsk handel og udenlandske investeringer, og især udenlandske lån, gjorde dette muligt. Én ingrediens mangler dog: en stor friskhed og et stort mod ifht. investeringer og opkøb. Der findes dem, der kalder det overmod – og det viste sig da også, at mange investeringer var præget af overmod og dumdristighed.

I oktober 2008 krakkede de tre store islandske banker. Staten måtte overtage gælden, der viste sig at være uhyggeligt stor. Den såkaldte Icesave-banksag (med et skyldigt beløb på omkring 25 mia. danske kroner) er blot en del af den samlede økonomiske byrde, befolkningen nu skal løfte.

Island blev aldrig en industrination. Man kan sige, at landet gik direkte fra bonde- og fiskersamfundet ind i den informationsbårne og globaliserede nutid. Befolkningen har gode forudsætninger for at profitere af det, for de er godt uddannede, og de er vant til at orientere sig mod omverdenen: De har altid skullet rejse for at handle og for at uddanne sig.

Læser man nordiske statistikker vil man se, at Island ligger i front på de fleste af kulturens parametre: De går mest i teater og til ballet, de hører flest koncerter med symfoniorkestre, de går hyppigst i biografen og meget mere. De fører også på antallet af hospitalssenge, læger og sygeplejersker. Og på antallet af biler, mobiltelefoner og alt muligt teknisk grej, som de elsker. De er sunde og raske, og har en stor ung/yngre generation ift. den ældre del af befolkningen. Men også her sker der store forandringer.

Det er ikke så underligt, at islændingene har opnået så stor international anerkendelse på det kulturelle område. Med musikeren og sangeren Björk som motor, er der skabt et meget aktivt musikliv i Island. Nu er grupper som Sigur Rós, Múm og Ské allerede klassikere, og nye er på vej. Fra litteraturen kendes gode nutidige forfattere som Einar Már Gudmundsson, Vigdís Grímsdóttir, Hallgrímur Helgasson, Sjón og Gyrdir Eliásson. Sidstnævnte fik Nordisk Råds store litteraturpris i 2011. I Island bliver der desuden produceret tre-fem spillefilm om året. De senere års meste kendte film er 101 Reykjavik, Noi Albino og Naturens børn.

Hovedstaden Reykjavik er en lille metropol med omkring 180.000 indbyggere. Her findes de institutioner, som er med til at bekræfte hovedstadens position som landets omdrejningspunkt: de store museer, operaen, balletten, symfoniorkesteret og kulturhuse, senest det helt nye koncerthus Harpa..

Byen er med andre ord et oplagt sted for en kortere ferie, eller som afslutning på en længere rejse rundt i landet.