Islands historie – kort og godt

Den islandske historie er kort og velbeskrevet. I det mindste når man taler om den historie, som omhandler menneskers tilstedeværelse på den store ø. I år 874, eller et par år tidligere, ankom den første nordboer til øen, der på det tidspunkt var blevet forladt af nogle få irske munke, som havde opholdt sig der nogle år. De første nordboere bosatte sig særligt i områderne mod sydvest og vest. Området omkring den nuværende hovedstad Reykjavik blev beboet som noget af det tidligste. Nybyggerne kom især fra det vestlige Norge, men var godt og grundigt blandet op med keltiske folk (kvinder og slaver), som de samlede op på vejen mod nordvest.

Gode landbrugsområder og rigt fiskeri sikrede et fornuftigt eksistensgrundlag. Efter nogle år med lokale tingsteder, etableredes det centrale ’Altinget’ i år 930 på Tingvallasletten, ca. 40 km øst for den nuværende hovedstad. Altinget er blevet kaldt ’verdens ældste endnu eksisterende parlament’, og skønt det ikke minder meget om vore dages repræsentative demokrati, indeholdt det demokratiske elementer. Altinget var derefter i mere end 300 år landets juridiske og sociale centrum, hvor der blev truffet afgørelser om overordnede sager som fx overgangen til kristendommen (år 1000), hvor lokale tvister blev debatteret og afgjort, og endelig fungerede Altinget som et vigtigt socialt omdrejningspunkt for det islandske folk. I disse mere end 300 år blev der ingen klassisk centralmagt samlet hos en enkelt person; Der var med andre ord ingen fyrste eller konge over Island. Magten lå hos Altingets 39 såkaldte goder og lovsigemanden, som var udpeget blandt disse goder.
I løbet af 1200-tallet udvikledes dog så store interne stridigheder blandt de mest indflydelsesrige familier, at det trak op til en forening med den norske trone. En udvikling, som kulminerede i 1262, hvor Island blev et norsk skatland og en del af den norske kongemagts interessesfære. Den såkaldte fristatstid var forbi. Sammen med Norge kom Island under den danske krone ifm. dannelsen af Kalmarunionen i 1397, og frem til 1918 var Island en del af Danmark. De islandske sagaer blev især nedskrevet i 1200-årene, og mange omhandler perioden for den første bosætning i landet, de mange rejser til Norge, slægternes gøren og laden, konflikter og konflikters løsning, overgangen til kristendommen og tidens æresbegreber. Blandt de mest kendte er Njals Saga og Egil Skallagrímsson Saga, som efter planen udkommer i nye oversættelser i 2012 og bestemt bør læses i forbindelse med en ferie i Island.

Tiden under den danske trone var præget af store omvæltninger og store katastrofer. Island var en koloni, og den danske konge oplevede det som en naturlig ting, at der skulle trækkes økonomisk overskud ud fra landet. Imidlertid var der ikke meget lokalt overskud at tage af, og sammen med en række naturkatastrofer og efterfølgende sygdomsepidemier betød det, at levevilkårene i lange perioder var meget dårlige. Faktisk så dårlige, at man overvejede at flytte de omkring 30.000 resterende indbyggere til Vestjylland, og lade dem klare sig på den jyske hede. Det skete dog ikke.

I slutningen af 1600-årene og begyndelsen af 1700-årene blev de islandske håndskrifter indsamlet rundt om på gårde og kirker og flyttet til Danmark. Professoren Arni Magnusson drog nogle somre rundt for Københavns Universitet for bl.a. at lave opmålinger, optællinger af folk og fæ, forslag til forbedringer af jordbruget m.m. På sine ture stødte han på medtagne håndskrifter, som han opkøbte og flyttede til Danmark, hvorfra de først kom tilbage til Island i de sidste årtier af 1900-årene. Det skete efter en langstrakt debat og en Højesteretsdom i Danmark og ikke uden bitterhed i visse kredse. I Island blev tilbageleveringen set som en overordentlig vigtig symbolsk og positiv handling, der bidrog til at fjerne spændingen mellem det danske og det islandske folk.

I 1800-årene begyndte kampen for Islands selvstændighed fra Danmark. Fra 1874 (1000-året for den islandske bosættelse), hvor Altinget fik lovgivende magt, over udnævnelsen af den første islandske minister i 1904, bosiddende i Reykjavik til hjemmestyreloven i 1918 går en række hændelser, som forbereder etableringen af Republikken Island i 1944. 17. juni 1944 proklameres så Republikken Island på Tingvallasletten, og landets første præsident Sveinn Björnsson bliver valgt. Han havde fungeret som rigsforstander under krigen, efter at Danmark blev besat og derfor ikke kunne opretholde normale forbindelser med Island.

Siden er det gået stærkt – Island er i dag (selv efter landets store økonomiske krise i 2008) blandt de rigeste nationer i verden (BNP pr. indb /EUR/2009: Island 29.984 mod Danmarks 27.700) og landet er på en gang optaget af sin historie og af fremtidens og globaliseringens muligheder.