Der er afgang fra Kastrup Lufthavn kl. 07.30 (mødetid i Kastrup kl. 06.00), og efter ca. tre timers tur ankommer vi til Island, hvor klokken nu er 08.40, efter at uret er stillet to timer tilbage. I lufthavnen kan der handles toldfrit, før rejsen for alvor begynder.
Ruten går forbi området med det vulkanudbrud, der var i gang fra marts til november 2021. Turen fortsætter, inkl. et stop ved kogende og svovlstinkende mudderpøle, før vi igen følger Atlanterhavskysten næsten parallelt mod øst. Mange forskellige typer landskaber passeres. Så kører vi ”op i landet” dvs. mod nord og færdes de kommende mange km i Islands største landbrugsområder med får, heste og færre køer på markerne. Retningen er vandfaldet Gullfoss og området med gejseren Strokkur; disse to steder ligger med 10 km’s afstand. Der er god tid til at opleve begge de ret fantastiske steder, dels altså vandfaldet med de grumsede smeltevand fra gletsjeren Langjökull, dels den kogende vand- og dampsøjle, der med få minutters mellemrum sendes højt til vejrs.
Derefter går det mod vest og næste stop vil være ved Tingvallasøen og -sletten, som er vigtigt af historiske og geologiske grunde. Her blev det islandske parlament Altinget grundlagt i år 930 og her ser man bedre end de fleste andre steder de såkaldte forkastninger (store revner/sprækker i landskabet), der er resultatet af det faktum, at Island vokser i takt med kontinentalpladernes bevægelse mod hhv. vest og øst.
Herfra er der ikke langt til Reykjavik, hvor vi overnatter på et centralt beliggende hotel den første nat på turen.
FÅ PADSER: Sommer i Island – sejltur og friske kammuslinger, vulkaner og gode traveture / fra Kastrup / A-7
6 dages intensiv Island
Få pladser tilbage.
På denne tur kommer vi til det sagnomspundne Snæfellsnes, opkaldt efter vulkanen og gletsjeren Snæfellsjökull med sine næsten 1.500 meters højde. Jules Verne’s fantastiske roman Rejsen til Jordens indre tog sin begyndelse her, da ekspeditionen steg ned gennem krateret. Vi skal bo de første to nætter i dette område. Vi får derfor lejlighed til at komme lidt ned i tempo, trave lange ture, sejle en fin tur på fjorden og nyde det hele. Vi skal også besøge hovedstaden Reykjavik og opleve dens mange attraktioner.
Det er seks dage med meget tidlig udrejse fra Kastrup, forholdsvis begrænset kørsel og høj intensitet, som den meget kompetente rejseleder sikrer kvaliteten på.
Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende - vi opfatter turene som en slags rejsende højskole. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags. Der er meget at dele…
Yderligere oplysninger og tilmeldig: tlf. 2962 8077 / torben@team-island.dk
Kontakt os ved spørgsmål & tilmelding på tlf. 2962 8077 // info@team-island.dk
Garanti for at få pengene tilbage!
Tvinger omstændighederne (virus eller andet) os til at aflyse allerede købte/betalte rejser, returneres alle indbetalte beløb uden gebyr eller andet.
Vi er medlem af Rejsegarantifonden.
Kontakt os ved spørgsmål & tilmelding på tlf. 2962 8077 // info@team-island.dk
Dag 1 / Keflavik – Gullfoss – Strokkur – Tingvallasøen og -sletten – Reykjavik.
Dag 2 / Snæfellsnes – travetur op på kanten af Eldborg – søjlebasalt & fugle.
Efter morgenmad skal vi igen på landet og nu mod nord. Vi kører gennem en tunnel under fjorden Hvalfjördur og skal i den forbindelse høre lidt om kommerciel hvalfangst i Island. Inde i bunden af fjorden ligger nemlig Islands stadig aktive hvalstation. Mens dette skrives (ult. november 2021) er hvalfangst stadig lovligt i Island, bl.a. på finhvaler og vågehvaler. Kontroversielt af forskellige grunde.
Vi kommer gennem byen Borgarnes og vil dér høre nærmere om Eigil Skallagrimsson Saga, for den er knyttet til denne egn. Lige i udkanten af byen ligger det gamle kirkested Borg og her omkring boede slægten, der er omdrejningspunkt for den spændende historie. Videre går det så, nu mod vest, ud på det samme næs Snæfellsnes. Der er tid til en ret lang travetur – samlet på cirka 2½ time – for dem, der har lyst og ben til det. Ruten er ikke vanskelig, går mest gennem lavt birkekrat med dobbeltbekkasiner og vindrosler, men til sidst er den stejl. Den sidste stigning bringer os op på kraterkanten af vulkanen Eldborg.
Efter den tur fortsætter vi, og stopper næste gang ved den imponerende væg af søjlebasalt. Og til på eftermiddagen ankommer vi til vort overnatningssted for de kommende tre nætter. Det ligger meget tæt på havet og der er flere fuglerige søer helt tæt på. Blandt andet med sangsvane, nordisk lappedykker (billede), islom, bjergand og andre eksotiske arter ynglende.
Dag 3 / Breidafjördur: sejltur & friske kammuslinger – fugle! – travetur op på Helgafell.
Efter morgenmaden kører vi mod områdets største by Stykkisholmur, hvorfra vi skal på en fin sejltur. På den cirka 2½ timer lange tur hører vi om fjorden Breidafjördurs historie, bl.a. om Erik den Røde, og om fjordens righoldige dyreliv. Måske ser vi havørne, og i det mindste en masse fugle. Vi skal også smage lidt af dette friske dyreliv, når skipperen hiver nettet op fra bunden af fjorden og tømmer kammuslinger, søpindsvin og søstjerner op på dækket (billede). Bevæbnet med en kniv åbner man selv de stadig levende kammuslinger og nyder deres salte friskhed, måske med et glas hvidvin?
I udkanten af byen ligger højdedraget Helgafell (”det hellige fjeld”), som vi skal trave op på. Det er ikke besværligt. Fra toppen har man en formidabel udsigt over det flade landskab og fjorden med dens mange øer og skær. Der kan ønskes fra toppen; og opfyldes de særlige betingelser, som rejselederen vil beskrive, for at kunne ønsker, ja, så går de i opfyldelse. Prøv selv!
Dag 4 / Arnastapi, travetur & udsigter – tur ned i lavagrotte – Djúpalónssandur, ser vi hvaler?
I dag skal der heller ikke køres så langt – dvs. mere tid til at være ude. Vi kører til den lille havneby Arnastapi, hvor der bl.a. landes helleflynder. Fra havnen er der udsigt til fjelde i det fjerne, dramatiske klippeformationer og Snæfellsjökull. Vi skal trave en god tur langs havet og den lavaforrevne kyst. Turen er på et par km, og der er god tid, så alle kan være med. Derefter kører vi længere mod vest, og skal se på 8000 år gammel lava nedefra. Vi skal ned i en kæmpegrotte, i 25-30 meters dybde. Det er mørkt og koldt, så husk handsker og hue. Vi får udleveret lygter og er i selskab med en lokal guide, så alt er under fuld kontrol.
Der er stadig flere naturoplevelser i vente. Ned til havet ved kysten Djúpalónssandur, hvor flere hundrede unge mænd i gamle dage fiskede direkte fra stranden efter at have krydset brændingen i åbne robåde, ind i et krater og ud til et lille fyrtårn. Herfra ser man jævnligt mindre hvaler (vågehvaler og spækhuggere) direkte fra kysten.
Sidst på eftermiddagen kommer vi tilbage til vort overnatningssted, hvor vi også spiser middag og overnatter for sidste gang på denne tur.
Dag 5 / Fælles rundtur i Reykjavik & resten af dagen på egen hånd: museer, Harpa, shopping?
Efter morgenmaden pakkes bussen og kursen sættes direkte mod hovedstaden Reykjavik, hvor vi ankommer ved 11.00/12.00-tiden. Muligvis kan vi allerede ved ankomsten få vore værelser. Men under alle omstændigheder køres en lille rundtur i byen, så de vigtigste steder kan blive præsenteret for jer. Vi passerer bl.a. Höfdi, hvor præsidenterne Reagan og Gorbatjov i 1986 holdt deres berømte topmøde, vi passerer det store, den lidt sære og meget store Hallgrímskirken og landets fine koncert- og kongreshus Harpa, tegnet af Henning Larsens Tegnestue i samarbejde med den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.
Rundturen slutter på det centrale torv og derefter er der nogle timer på egen hånd. Eftermiddagen er derefter til egen disposition. Der er tid til at nyde byens mange muligheder – muséer, kaffehuse, shopping, en tur på havnen og almindeligt driverliv. Og aftensmaden er denne aften på egen hånd. På rundturen udpeger rejselederen gode muligheder. NB: man kan købe en udmærket salatbar-middag på hotellet. Den består af en masse friske salater, pasta, æg, brød etc. Der er altid to-tre varme retter. Det er mættende og i orden, og det er billigt!
Vi bor på samme hotel den sidste nat som den første nat.
Dag 6 / Tid på egen hånd: badetur? Tur til kunstmuseum (eller mere tid på egen hånd?) – hjemrejse.
Ønsker man det – og det kan bestemt anbefales – så kan man nå et opfriskende besøg i landets største svømmeanlæg. De åbner kl. 07.00. Her kommer de lokale og her kommer man nemt i snak med dem. Og her er der rigelige mængder varmt vand og flere bassiner, alt under den frie himmel. Frisk luft, varmt vand, næsten ingen klor, en lav pris og gode mennesker. Hvad kan man mere ønske sig?
Kl. 12.00 kører vi til kunstmuseet Kjarvalsstadir, som er dedikeret til den mest kendte af de lidt ældre og klassiske kunstmalere, Jóhannes S. Kjarval. Her introducerer rejselederen kunstneren og nogle af værkerne. Bygningen er i sig selv en perle, hvis man da kan værdsætte såkaldt brutalistisk arkitektur, opført i 1973 af den islandske arkitekt Hannes K. Daviðsson.
NB: ønsker man ikke at være med på turen til museet Kjarvalsstadir, kan der aftales et opsamlingssted, før turen går videre mod Bessastadir og flere smukke oplevelser.
På vejen mod lufthavnen kører vi en tur til forbi Bessastadir, den islandske præsidents officielle residens, som ligger lidt uden for byen sammen med en fin kirke fra slutningen af 1700-årene.
Herefter går turen direkte til lufthavnen og I tjekker ind til hjemrejsen kl. 17.00. Efter ca. tre timers tur med Icelandair, ankommer vi til Kastrup kl. 22.10 (dansk tid).
Praktiske oplysninger og pris
Sommer i Island – inkl. sejltur og friske kammuslinger, vulkaner og traveture
19. – 24. juli 2022 // 6 dage // Fra Kastrup lufthavn // Rejse nr. A-7
Pris pr. person: kr. 13.000*
Tillæg for enkeltværelse: kr. 1.900
INKLUDERET I PRISEN
- Flybilletter t/r, inkl. skatter (Kastrup-Keflavik t/r)
- Bustransport i Island, i røgfri bus.
- Indkvartering, i dobbeltværelse, inkl. morgenmad (NB: enkeltværelse kan skaffes, mod nævnte tillæg).
- Middag x 4.
- Entréer og andet, som omtalt i programmet.
- Sejltur (2½ time) på Breidafjördur (Dag 2).
- Tur i lavagrotte (Dag 3).
- Kompetent dansk-talende rejseleder.
- Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
IKKE INKLUDERET I PRISEN
- Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, der altid følger frit og rigeligt.
- Måltider, der ikke specifikt er nævnt ovenfor, dvs. bl.a. frokoster.
- Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte.
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold.
Prisen er baseret på 20 betalende deltagere, men gennemføres til nævnte pris, også selvom der kommer lidt færre med. Der kommer maksimalt 25 deltagere.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar
Hvad skal jeg medbringe?
- Pas kræves ikke, men medbring det, hvis du har ét. Ellers skal der medbringes andet ID-kort med billede.
- Det blå sygesikringsbevis – OG sikkert stadig også i 2022: Coronapas.
- Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker.
- Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt.
- Badetøj til besøg i de varme kilder. Husk et håndklæde.
- Kikkert og håndbøger om Island, historie, natur, fugle etc.
- Island er ikke med i EU, husk det ved mulige rejseforsikringer og nødvendige dokumenter.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
- Det korte svar er: nej. Man kan betale med VISA eller andre kort alle steder i Island. Det er altså ikke nødvendigt, men kan naturligvis være hyggeligt og måske spare lidt tid ved kaffepauser eller andet.
- Flere steder i Danmark kan man veksle til islandske kroner, bl.a. i FOREX. Kursen er ikke den bedste dér.
- Ved ankomsten til lufthavnen i Keflavik kan man hæve på VISA/Dankort eller andre internationale kort.
- De fleste butikker og restauranter modtager samtlige kreditkort.
- Man kan ikke ”hæve over” ved køb med kreditkort i Island, dvs. man kan ikke bruge butikker som sted at få kontanter.
- Kursen er pt. 1 DKK = 20,09 IKR (19.9.2021), dvs. 1.000 IKR modsvarer pt. cirka 50 DKK. For aktuel kurs, tjek den islandske nationalbanks hjemmeside på www.sedlabanki.is
Hvad med daglig frokost?
- Er turen ikke med fuld pension gælder følgende:
- Vi standser ved middagstid på steder, hvor der kan købes lette varme anretninger, sandwich, kaffe og kager.
- Man kan medbringe en termokande og de fleste steder få varmt vand med på dagens udflugt.
Hvad kan jeg købe med fordel i Island?
- Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld- og kunstvarer. Dyre mærkevarer kan også vise sig at være billigere end i Danmark.
- Husk at bede om Tax Free-check, den giver 10 - 15% rabat ved køb for mere end ISK 6.000 på samme kassebon. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free-ordningen.
Forstås dansk i Island?
- Ja, mange forstår dansk, men mange, især unge/yngre, foretrækker at svare på engelsk. Tal selv langsomt og tydeligt dansk. De fleste har modtaget danskundervisning. MEN mange ansatte på hoteller og andre steder, hvor turister typisk kommer, er ikke islandske. Mange kommer fra østeuropæiske lande og taler af den grund ikke dansk.
Skal jeg prøve en islandsk hest?
- Hvis du ikke gør det nu, så gør du det aldrig! Hvor der gives mulighed findes det nødvendige overtøj, hjelm, støvler og instruktioner (koster 500-600 DKK for en kortere tur, typisk 11⁄2 times effektiv ridning). Men det skal understreges, at rideture ikke kan garanteres på alle turene. Er du særligt interesseret, så spørg ved tilmelding eller straks ved ankomst til Island.
Hvordan er vejret?
- Besøg den islandske side www.vedur.is, hvor der også kan findes oplysninger om jordskælv og andre aktiviteter ifm. Den vulkanske aktivitet i Island.
Rejsenummer: A-7
OBS: Medbring badetøj og håndklæde
Lufthavn: Kastrup
Afrejse: 19.07.2022
Hjemkomst: 24.07.2022
Pris kr. 13.000