Der er afgang fra lufthavnen i Billund kl. 14.55 (mødetid 2 timer tidligere) med Atlantic Airways, flynummer RC 475. Ankomst efter cirka to timers tur i Vagar lufthavn kl. 15.55 (lokal tid). Lufthavnen blev anlagt af englænderne under 2. Verdenskrig.
Med gruppens egen bus kører vi gennem tunnelen under Vestmanna-sund og kommer til øen Streymoy, hvor Tórshavn ligger, og hvor vi skal bo helt centralt i byen på det hyggelige hotel 62 N Hotel City Center.
Om aftenen vil der være gennemgang af rejsens program og en introduktion til færøsk kunst ved Anette Jensen. Måske vi inden sengetid kan
nå et smut ned i havnen, som ligger ganske tæt på.
Færøerne – kunst, litteratur og natur / fra Billund / rejse nr. C-15
7 indholdsrige og intense dage
Initiativet til Færø-rejsen er lokalt. Der vil være deadline for tilmelding d. 1.12. 2022. Derefter vil turen blive udbudt i resten af landet.
Tag med på en rejse til Færøerne med fokus på kunst, historie, litteratur og natur. Du kommer til at møde lokale personligheder, som inviterer dig tæt på færøske forhold. Vi kommer ind i kunstneriske og historiske cirkler og ud i den smukke færøske natur.
Færøerne består af 18 øer og har et indbyggertal på godt 53.000. For nogle år siden blevet landet kåret som verdens smukkeste øsamfund, og det med god grund. En rejse til Færøerne er en fantastisk, storslået oplevelse.
Vi bor centralt i Tórshavn, får en rundvisning på Tinganæs, tingsted i Middelalderen. Vi passerer Lagtinget og besøger Færøernes moderne kunstmuseum, Nordens Hus m.m.
På rejsen skal vi også på en heldagstur til Suðuroy, Færøernes sydligste ø. Vi besøger også øen Nolsoy og Kirkjubøur med domkirke og kongsbondegård fra middelalderen. Vi skal på en heldagstur til Eiði, Gjógv og Klaksvik, Gøte og det smukt beliggende Runavík. Vi skal se på kunst og træffe kunstnere. Vi besøger en moderne strikdesigner, som også er inspireret af den traditionelle færøske trøje, og som noget særligt vil vi i Runavík møde folk fra den lokale danseforening, som vil træde den færøske dans – ringdansen fra middelalderen – med os.
Det hele foregår under ledelse af Anette Jensen. Hun har besøgt Færøerne mange gange, både som professionel rejseleder og privat. Hendes lokale kontakter er med til at krydre rejsen. Se mere om Anette Jensen længere nede i dette program.
Det er 7 intense dage på Færøerne, som efterlader dig oplivet og inspireret. Og lidt klogere.
Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes. Vejr og vind kan betyde, at vi må bytte rundt på de enkelte dages program.
Yderligere oplysninger og tilmeldig: tlf. 2962 8077 / torben@team-island.dk
Garanti for at få pengene tilbage!
Tvinger omstændighederne (virus eller andet) os til at aflyse allerede købte/betalte rejser, returneres alle indbetalte beløb uden gebyr eller andet.
Vi er medlem af Rejsegarantifonden.
Dag 1 / Ank. Vagar - Streymoy, indkvartering i Tórshavn og introduktion til færøsk kunst.
Dag 2 / Torshavn: byvandring, kunstmuseum - William Heinesens Hus – Foredrag.
Dagen begynder med en byvandring i det gamle Torshavn sammen med Randi Kurberg, MA. i færøsk sprog og litteratur. Vi får fornemmelsen af at træde direkte ind i historien, når vi går rundt på Tinganes og i den charmerende gamle bydel Reyn. Vi besøger naturligvis også havnen og kvarteret omkring Den gamle Boghandel. Dernæst besøger vi Listasavn Føroya, kunstmuseet, som rummer samlinger af de kendteste
færøske kunstnere. Kunsten er i særklasse på Færøerne, man siger, at Færøerne befinder sig i en guldalder, hvad moderne kunst angår.
Vi spiser frokost i Nordens Hus med imponerende udsigt over hele Torshavn mod øen Nólsoy. Efter frokosten vandrer vi til William Heinesens Hus, som i dag er museum. Er sønnen og kunstmaleren Zacharias Heinesen hjemme, vil han fortælle om stedet og sin berømte far, som foruden forfatter også var kunstner. Vi besøger også William Heinesens skrivehytte og hører om de nye planer med etablering af et kulturcenter på stedet.
På hjemturen til hotellet skal vi et smut inden om Den Katolske Kirke, som er en arkitektonisk perle med udsmykning af glaskunstneren Tróndur Patursson, Færøernes måske mest kendte kunstner.
Middag på hotellet.
Om aftenen foredrag ved færøsk politiker eller journalist om de aktuelle færøske politiske forhold.
Dag 3 / Eysturoy og Bordoy: kirkebesøg - færøsk strik, middag med -specialiteter, -kædedans.
Dagsudflugt til Eysturoy og Bordoy.
Vi kører mod de nordlige bygder Eiði og Gjógv, hvor der er udsigt til kæmpen og kællingen, fritstående klipper i havet, de såkaldte dranger. Det er også ved Eiði, at Færøernes højeste fjeld, Slættaratindur, som er 880 m, ligger. Vi besøger Gjógv, den smukt beliggende bygd med naturhavn og mulighed for surfing for unge vovehalse. Her holder også den kendte kunstner Bárður Jákupsson til. Er han hjemme besøger vi hans atelier.
Herfra kører vi til Klaksvik på Bordoy og besøger den imponerende Christians kirke med altertavle af Joakim Skovgaard og moderne spændende kirkekunst i krypten af den nulevende, kendte færøske kunstner Edward Fuglø. En lokal kender af kunstværket vil fortælle for os om det imponerende kunstværk. Fra Klaksvik til Gøte på Eysturoy, hvor vi besøger den nye kirke med moderne kunst af Tróndur Patursson.
Sidst på eftermiddagen kører vi til den hyggelige bygd Runavík på Eysturoy, som ligger med smuk udsigt over Skála-fjorden. Her møder vi Hallbera Ólavsdóttir, som er en af de mange færøske kvinder, der har slået sig op på design af moderne færøsk strik. Der vil være mulighed for køb af strikvarer og garn.
En festlig aften møder os på hotel Runavík, hvor vi spiser middag med færøske specialiteter, og lokale medlemmer af Eysturoyar Dansifelag (danseforeningen) vil fortælle om færødansen og danse for, så vi lærer trinene.
Dag 4 / Steinprint - kirkebesøg - Film: 1700 meter fra fremtiden.
Vi begynder programmet med at besøge Steinprint, et moderne grafisk værksted, hvor over 100 nordiske kunstnere har samarbejdet med indehaveren Jan Andersson. Jan fortæller om stedets historie, og der vil være mulighed for at købe grafisk kunst. Senere på formiddagen vil der være mulighed for strøgtur i Torshavn, man kan nå inden om bl.a. Jacobsens Boghandel, som har alle de nyeste udgivelser. Et stenkast derfra ligger en vel assorteret CD og pladeforretning, som også forhandler de nyeste musikudgivelser på Færøerne.
I samme gade ligger butikken med det internationalt kendte design Guðrun & Guðrun.
Der er frokost i Torshavn på Biitin.
Om eftermiddagen går turen til det fordum så mægtige Kirkjubøur med Magnuskatedralen. Her ligger også den ældste kirke på Færøerne, Olavskirken med altertavle af Samael Joensen Mikines, en af Nordens store kunstnere. Den sorte kongsgård med de rødmalede vinduer har været bispegård tilbage i middelalderen, og er beboet af den legendariske Patursson slægt, som har siddet på stedet i 18 generationer. og ikke mindst den gamle bispegård, den nuværende kongsgård.
Kongsbonden inviterer på kaffe og kage – og en fortælling om dette fantastiske sted, som er optaget på UNESCOS liste over verdens kulturarv.
For de friske og godt gående vil der være mulighed for at gå turen over fjeldet tilbage til Tórshavn. Der er storslået udsigt til øerne Hestur og Koltur, turen er på ca. 7 km og kræver godt fodtøj.
Middag i Torshavn.
Om aftenen skal vi se Ulla Boye Rasmussens film 1700 meter fra fremtiden, som med humor og empati portrætterer livet i Gásadalur, hvor der kun bor 16 voksne og en 9-årig dreng. Filmen er optaget kort før Gásadalur fik bygget en tunnel, og vi besøger bygden på rejsens sidste dag.
Dag 5 / Nólsoy: rundtur i bygden og travetur? - Torshavn og tid på egen hånd.
Vi skal besøge øen Nólsoy, som ligger med udsigt fra Tórshavn. Sejladsen er ganske kort, og mange af øen indbyggere arbejder da også i Tórshavn. Vi skal med lokal guide og høre om øens historie og på en rundtur i bygden, og for de vandreglade kan vi gå en mindre tur op i fjeldet – med en storslået udsigt mod Tórshavn.
Øen ligger 5 km fra Tórshavn og er 9 km i længden.
På øens sydspids findes det for skibsfarten vigtige fyrtårn Borðan. William Heinesen kaldte det for Tårnet ved verdens ende, som også er titlen på en af hans romaner. Flere kendte personligheder stammer fra Nólsoy, bl.a. Nólsoyar Páll, Færøernes nationalhelt, som var den førende kraft i 1800-tallet i bestræbelserne på at afskaffe monopolhandelen. Kunstmaleren Steffan Danielsen stammede også fra Nólsoy ligesom eventyreren Ove Joensen, som roede fra Færøerne til Danmark. Han blev modtaget på Langelinje hvor flere tusinder
fejrede ham. Hans færøbåd Diana Victoria kan ses på Nólsoy.
Vi sejler tilbage til Torshavn, hvor eftermiddag og aften er fri, og der er frokost og middag på egen hånd.
Dag 6 / Suðuroy, øen rundt: bl.a. Kulturhuset Salt - fuglefjelde - Ruth Smith Museum.
Vi skal på heldagstur til Suðuroy. Sejladsen er en storslået oplevelse – vi sejler mod Tvøroyri og passerer Sandoy, Store og Lille Dímun. Nyd udsigten!
Efter knap to timer ankommer vi til Suðuroy. Vi skal på bustur øen rundt. Hele dagen har vi lokal guide med os og nyder godt af det lokale kendskab til Suðuroys befolkning, samfund og historie. Første stop er i kulturhuset Salt, som henter internationale navne til øen. Direktøren for stedet Olafur Rasmussen fortæller.
Naturen på Suðuroy er noget anderledes end nordpå. Som navnet siger, er det den sydligste ø, og det er også her, i bygden Fámjin, at det først kendte færøske flag hænger – det flag, som den danske amtmand provokerende kaldte for “kluden”. Indimellem vil vi kunne nyde områder med fuglefjelde, og vi vil blive præsenteret for de basaltlag, som Færøerne består af.
Vi skal besøge det lille fine Ruth Smith Museum og se de omgivelser, hun levede i og blev inspireret af. I nærheden af Færøernes sydligste punkt Akraberg passerer vi den gamle hvalstation i Lopra, hvor Sven Havsteen-Mikkelsen boede og fandt sine motiver. Vi slutter dagen på Suðuroy og sejler tilbage til Tórshavn med Smyril kl. 18.30. Vi spiser ombord, mens den smukke natur passerer forbi.
Dag 7 / Nationalmuseum - Miðvåg kirke - Gásadalur og lille vandretur - hjemrejse.
Turens sidste dag. Vi begynder dagen med at besøge Færøernes nationalmuseum med geologi, botanik, zoologi, arkæologi, folkeliv og historie. Man får her et indblik i færøsk bådebyggeri, runeindskrifter fundet på Færøerne og datidens klædedragter. Det er også her, de meget smukke og velbevarede kirkestole fra Kirkjubøur i dag befinder sig.
Vi kører herfra mod Vágar og lægger vejen inden om Miðvåg kirke med moderne altertavle af den kendte kunstner Torbjørn Olsen. Sognepræsten, Inga Poulsen Dam fortæller.
Dernæst kører vi ud til den vestligste bygd Gásadalur, som er den sidste af de færøske bygder, der har fået bygget en tunnel. Inden da skulle bygdens beboere gå 4 timer over fjeldet for at nå til næste bygd. Vi spiser frokost i Café Gásadalsgarður. Fra bygden, hvor vi også vil vandre en lille tur, er der panoramaudsigt mod den vestligste ø Mikines.
Derefter til lufthavnen, hvor vi skal være kl. 17.20 – flyafgang kl. 19.20 (ankomst Billund kl. 22.10 (dansk tid)).
Om rejselederen
Anette Jensen er cand. teol. med sidefag i nordisk litteratur. Hun har arbejdet mange år som leder af Nordisk Informationskontor i Flensborg. Her har hun tilrettelagt en langt række nordiske kulturaktiviteter i grænselandet, bl.a. en nordisk
litteraturfestival, temadage med fokus på kunst, litteratur, musik og samfundsforhold – alt sammen med Norden som overskrift. Hun har tillige arrangeret færøske og islandske kunstudstillinger i Flensborg og ligeledes bragt kunstnere fra Sønderjylland og Sydslesvig rundt i Norden.
Hver sommer har hun gennem en lang årrække tillige arrangeret rejser i hele Norden, flest gange til Færøerne.
I dag er Anette Jensen sognepræst i Løjt og Genner og tillige en erfaren foredragsholder.
Praktiske oplysninger og pris
Færøerne – kunst, litteratur og natur
7. - 23. juni 2023 // 7 dage // Fra Billund lufthavn // Rejse nr. C-15
Pris pr. person: kr. 14.250*
Tillæg for enkeltværelse: kr. 1.900
INKLUDERET I PRISEN
- Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter.
- Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med god plads og erfaren chauffør
- Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet.
- Frokost x 5 dage.
- Middag x 5 dage, inkl. middag med færøske specialiteter, dans og møde med lokale.
- Entréer til de nævnte museer og andre udstillingssteder.
- Sejltur og dagstur til Suðuroy.
- Lokale færøske kunstnere og andre.
- Anette Jensen er rejseleder fra start til slut.
- Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
IKKE INKLUDERET I PRISEN
- Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt.
- Øvrige måltider.
* Der tages forbehold for større uventede prisændringer og for ændringer af skatte- og
afgiftsforhold. Vi regner med 22-24 deltagere.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar
Hvad skal jeg medbringe?
- Det blå sygesikringsbevis. Pas kræves ikke, men medbring det, hvis du har ét. Ellers SKAL der medbringes andet ID-kort med billede.
- Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker.
- Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt.
- Kikkert og håndbøger om Færøerne, historie, natur, fugle etc.
- Færøerne er ikke med i EU, husk det ved mulige rejseforsikringer og nødvendige dokumenter.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
- Man kan bruge danske penge på Færøerne og der er ikke forskel på kursen. Færøerne har deres egne sedler/mønter og betaler man med danske kontanter, får man eventuelle tilbagebetalinger i lokale sedler/mønter.
Hvad med daglig frokost?
- Er turen ikke med fuld pension gælder følgende: Vi standser ved middagstid på steder, hvor der kan købes lette varme anretninger, kaffe og kager. Man kan medbringe en termokande og de fleste steder få varmt vand med på dagens udflugt.
Hvad kan jeg købe med fordel?
- Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld- og kunstvarer. Husk at bede om Tax Free-check, den giver 15 – 20% rabat. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free-ordningen – husk at tjekke i butikkerne og få de nødvendige dokumenter.
Forstås dansk?
- Alle færinge forstår dansk, men gør dig selv og dem en rimelig chance og tal langsomt og tydeligt. På nogle turiststeder kommer de ansatte fra østeuropæiske lande og taler af den grund ikke dansk.
Hvordan er vejret?
- Tjek www.dmi.dk eller andre steder med internationale vejrudsigter.
Rejsenummer: C-15
OBS:
Lufthavn: Billund
Afrejse: 17.06.2023
Hjemkomst: 23.06.2023
Pris kr. Kr. 14.250