Vi mødes i Københavns Lufthavn, Kastrup. Afgangen er klokken 08:00, og vi mødes klokken 06:00 før check in. Vi skal flyve med SAS (SK595), med ankomst til Keflavik Lufthavn klokken 09:15 (lokal tid). Det er en ca. 3 timers flyvning.
I Keflavik bliver vi hentet af vor egen bus, der kører os de cirka 45 km til indenrigslufthavnen i Reykjavik. Herfra flyver vi videre til Akureyri lufthavn i det nordlige Island. Det er knap en times flyvning.
I Akureyri venter den bus, som vi skal anvende de kommende seks dage. Den kører os de ca. 70 km mod øst og sørger for, at vi bliver indkvarteret på hotellet Brekka i Aðaldal, syd for Husavik.
Der bliver serveret aftensmad på hotellet. Denne dags øvrige måltider er ikke inkluderet.
Der er tid til at købe toldfri varer i Kastrup.
Fugle og natur – i det nordøstlige Island / fra Kastrup
Island – naturoplevelser og fugle på alle hylder
Rejs med biolog og seniorrådgiver Ib Krag Petersen på fugletur til Island, hvor han har opholdt sig mange somre for at lave videnskabelige undersøgelser.
Vi indkvarterer os på ét hotel midt imellem Mývatn og Husavik. Med det udgangspunkt laver vi daglige busture rundt i området. Vi vil opleve fuglefjelde og frodige lavlandsvådområder med imponerende tætheder af ynglende vade- og andefugle. Vi besøger lavamarker, vulkaner og boblende svovlkilder. Og der bliver mulighed for at bade i varme bade (medbring badetøj og håndklæde). Vi kommer længere ind i landet, op i højderne og oplever de urørte vidder.
Mývatn er et legendarisk sted for ynglende fugle og fantastisk geologi. Lange dale med flotte elve og åer, og med et meget flot vandfald. Eller to. Der er fugle på alle hylder. Vores område er specielt kendt for de mange ynglende svømmeænder, dykænder og vadefugle. Sortand og havlit på yngleplads, Islandske Hvinænder og strømænder i turbulente vande. Odinshøns får vi set masser af, og der er rigtig gode muligheder for mere specielle arter som f.eks. mosehornugle, dværgfalk og jagtfalk.
Alle disse aktiviteter kræver naturligvis nogle gode gåture og ordentligt vejr. Det islandske vejr er omskifteligt. Ved at være stationeret på ét hotel hele tiden kan vi fra dag til dag vælge den aktivitet der passer til dagens vejr. Sejle på hvalsafari på en stille dag, for eksempel. Tage på fjeldet når der er tåge langs kysten, eller tage til lavlandets vådområder på en dag med lave skyer i højderne.
Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes.
Kontakt os ved spørgsmål & tilmelding på tlf. 2962 8077 // info@team-island.dk
Dag 1 / Ankomst Reykjavik. Indenrigsfly til Akureyri – indkvartering syd for Husavik.
Tur A: Mývatn – fugle! Vulkankratre, lavamark, grotte-besøg og måske vulkanen Hverfjall.
Fra hotellet er der kun 35 km sydpå til Mývatn (billede).
Myggenes sø, betyder navnet. Ikke stikmyg, for de findes ikke på Island. Derimod dansemyg og kvægmyg. Den lavvandede, relativt varme og næringsrige Mývatn er et eldorado for insekterne, og de danner grundlag for en enorm tæthed af
ynglende ænder.
Der flyder underjordisk vand ind i søens sydøstlige dele. Altid 4° varmt og dermed isfrit hele året. Det betyder, at f.eks. de Islandske Hvinænder overvintrer her. Det altid 4° varme vand har et islandsk navn, Kaldavermsl. Det kan oversættes til ”kold-varmt vand”, og har fået navnet fordi vandet – relativt set – er varmt om vinteren og koldt om sommeren.
Ved Mývatn er også geologien meget spændende. Vi kigger på vulkankratre, på lavamark og revner i jorden, som talrige jordskælv har stået for. Vi besøger en grotte med krystalklart og 45° varmt vand. Vandet hér kommer også fra undergrunden, men fra en anden hane, forstås.
Hvis vejret tillader det, vandrer vi op på kraterkanten af vulkanen Hverfjall. Man skal stå der for at fornemme den kraft, der for 2500 år siden formede krateret. Og i tilgift får du en storslået udsigt over Mývatn.
Hvis tiden tillader det, tager vi også op til det geotermiske kraftværk Krafla lidt nordvest for Mývatn.
Tur B: Aðaldal – Skjáfandafljót & spættet sæl? Aðaldalshraun. Hvalsafari. Bad i GeoSea?
Denne dag besøger vi en række steder i dalen Aðaldal og tilstødende områder. I nordenden af dalen, der hvor lavamarken slutter, starter et stort marskområde med rigt fugleliv. Vi går en tur i det område. Finder måske en rede og ser Odinshøns og Rødstrubet Lom på yngleplads.
I dette område har jeg lavet studier af Sortænder, Havlitter, Rødstrubet Lom, Bjergand og Toppet Skallesluger. Stedet har også en koloni af Ederfugle, som vi ser. Området er både vådt og tørt i et fint mønster. I elven Skjáfandafljót (den skælvende elv) ser vi med stor sandsynlighed Spættet Sæl.
I lavamarken Aðaldalshraun ser vi på mystiske, hule lava-bobler og den ”frodige” og naturlige islandske birkeskov.
Hvis vejret passer, tager vi på hvalsafari fra Husavik. Turen til Husavik tager kun ca. ½ time i bus. En hvalsafari har sædvanligvis en varighed af tre timer. Der er rigtig gode chancer for at se Pukkelhval og Hvidnæse Delfin, hvorimod der er mindre chance for Vågehval og Blåhval. Vi holder os løbende underrettet, om hvad der er i bugten Skjálfandi, og tager vores beslutning om timing på grundlag af både vejr og hvalforekomster. Ofte lodder vinden af sidst på dagen, og derfor kan en afgang til en hvalsafari sagtens blive klokken 20 om aftenen.
Hvis tiden tillader kan man få sig et bad i den nyåbnede GeoSea udendørs bad (billede) (https://www.geosea.is/). Badet er bygget på kanten af klippen, lige ud til havet, umiddelbart nord for Husavik. Fra bassinkanten kan man se både fugle og hvaler, og et ret spektakulært panorama af fjelde.
Tur C: Fuglefjelde, store vidder og Sleipners fodspor.
På den nordøstlige halvø, Melrakkasletta, er man meget tæt på polarcirklen. På halvøens nordvestlige punkt skal vi besøge fuglefjeldet Rauðinúpur. Vi kører til gården Núpskatla, hvorfra vi går den ca. 1 km lange tur ud på fjeldet. Ikke langt, men kan være udfordrende for folk med gangbesvær fordi det første stykke går over en temmelig storstenet strandvold. Alt sammen overkommeligt og belønningen er oplevelsen af et fuglefjeld med både Lunder, Lomvier, Polarlomvier, Tejst, Mallemukker, Rider og Suler. Fjeldet har to søjler stikkende op ud for fjeldet. Med masser af fugle på klippehylderne.
Den lave hede på vej ud mod gården har en god bestand af ynglende Sortgrå Ryler. Dem håber vi at hilse på.
På vej tilbage stopper vi i Ásbyrgi, en forsænkning i landskabet, omgivet af ca. 80 meter høje klipper. Klimaet i bunden er mildt, og derfor vokser der en frodig birkeskov. Forsænkningen har formen af et enormt hestespor, og sagnet fortæller at guden Odin kom hér forbi med sin otte-benede hest Sleipner, der efterlod dette spor. En anden teori er, at elven Jökulsá á Fjöllum tidligere havde sit løb igennem denne forsænkning. Og dannede et stort vandfald ved hestesporets forreste punkt. Siden har elven flyttet sig med sit nuværende – og lidt østligere – løb, og efterladt Ásbyrgi i sin nuværende form. En eller anden gang i fremtiden kommer der et vulkanudbrud i fjeldet ovenfor Ásbyrgi, og lavaen vil flyde ad det gamle elv-løb, og danne et kæmpe lava-vandfald i Ásbyrgi. Dén dag vil jeg stå dernede og opleve scenariet.
Køreturen for denne dag er temmelig lang. 150 km hver vej.
Tur D: En gård med får og fugle, en elv med laks – og et kraftværk.
Meget tæt på hotellet ligger gården Hraun. Navnet betyder ”lava”, og langt den overvejende del af gårdens 3.500 ha land er da også den flotteste, ”ubrugelige” lavamark. Med små søer og vandløb, med koldt-varmt vand (kaldavarmsl) de fleste af dem. Gården har ikke mindre end godt 3 km af Laxá. Fåre-brug og lidt kødkvæg. Der dyrkes græs til hø, som foder til dyrene igennem den lange vinter.
Lavamarken, søerne og bækkene har en varieret natur. Vi går os en god tur her.
Derefter besøger vi vandkraftværket Laxárvirkjun, der ligger hvor elven Laxá flyder ud af Laxárdal ned i Aðaldal. Det er et lille kraftværk i en flot kløft. Vi kigger på kraftværket og kløften.
Efter de oprindelige planer skulle Kraftværket have været større og skabt en meget større sø ned i Laxárdal. Men det var de lokale landmænd meget imod, og de fik planerne ændret med metoder, som i dag ville have klassificeret dem som terrorister. De sprængte dæmningen i luften. Kraftværket har i dag tre turbiner, der er etableret i gange inde i fjeldet. Vi får lov at kigge med i de underjordiske gange.
Oppe i den næste dal mod øst, Reykjahverfi, stiger landet sydpå mod Mývatn. På en fjeldside findes en lille sø, som vi skal se. Nykurskál, hedder den. ”Skál” er en skål, og Nykur er et underjordisk vulkanmonster. Jeg har aldrig mødt det, trods mange besøg. Her er til gengæld meget flot. Den lille, cirkelformede sø er uendelig dyb og med en turkis farve. Det er et gammelt vulkankrater. I søen er der ofte Islom og Sangsvane. Gåturen op til kratersøen er en øvelse, igen det hele værd.
Tur E: Svovlkilder, udstrakte højlandsheder og storslået natur!
I fjeldområderne øst for Aðaldal er der store hedeområder. Det er højt i landskabet, så det er ikke så frodigt. Det er i dette område at dalens får og lam opholder sig hele sommeren, fra omkring 20. juni til ca. 12. september. Midt i området er der en stor svovlkilde på et frodigt sted ved navn þeistareykir. Hertil kom man før i tiden kun til hest, på snescooter eller – sidst på sommeren – i bil. Nu er der på stedet bygget et stort geotermisk kraftværk, der producerer strøm til en kiselgur-fabrik lige udenfor Husavik. På grund af kraftværket er der lavet komfortabel asfaltvej alle 45 km op til stedet. Landskaberne hér er imponerende og man går uforstyrret rundt imellem de mange svovlkilder (billede). Ingen hegn, ingen stier. Eget ansvar.
Denne dag har vi også mulighed for at køre til et par meget flotte kolonier med bl.a. lunder (billede). Med udsigt over havet, og hvor man har mulighed for at spotte hvaler på havet.
Dag 7: Indenrigsfly til Reykjavik. Indkvartering på centralt hotel & tid på egen hånd.
Denne dag skal vi pakke sammen fra hotellet i Aðaldal. Bussen kører os til Akureyri, hvor vi tager indenrigsfly til Reykjavik.
I Reykjavik bliver der plads til en gåtur i byen på egen hånd (billede: Koncerthuset Harpa). Med udgangspunkt fra vores centralt placerede hotel, Hotel Cabin (NB: ikke et CABINN-hotel, men med udmærkede store værelser og begrænset kulinarisk kvalitet). På denne dag er også aftensmaden på egen hånd.
Dag 8 / Bad i udendørs bassin? Tid på egen hånd i Reykjavik, inden hjemrejsen.
Dagen er på egen hånd. Man kunne muligvis starte med et besøg i Islands største udendørs bassin tæt på hotellet. Der kan også være mere tid til en tur til centrum, hvor der venter flere oplevelser. Eller man kan tage en travetur langs bugten, der ligger 150-200 m fra hotellet. Men kl. 14.15 skal man være klar ved hotellet, hvor bussen venter og kører direkte til lufthavnen. Vores Icelandair-fly (FI 216) til Kastrup flyver fra Keflavik klokken 16.10 og lander efter cirka tre timers tur i Kastrup klokken 21.20 (dansk tid).
I Island siger jeg farvel til gruppen, og rejser tilbage til Aðaldal for at starte årets feltarbejde. God tur hjem.
Om rejselederen: biolog og seniorrådgiver Ib Krag Petersen
I 1977 brugte Ib Krag Petersen sin sommerferie på en rejse til Island, 19 år gammel. Uden at have råd. Så han fik sig et sommerjob på en gård, hvor han mælkede køer, slog græs og drev får på fjeldet. Det var den eneste måde han kunne komme til at opleve den islandske natur og fugleliv på. Det fængede, og det blev til rigtig mange ophold i tidens løb, og Island er i dag nærmest hans andet hjemland.
Ib har arbejdet for Naturhistorisk Museum i Reykjavik en lang række sommersæsoner. Ynglefugleoptællinger i vådområder, i fuglekolonier og allermest en landsdækkende undersøgelse af ynglende jagtfalke, dværgfalke og ravne.
Ib er biolog og seniorrådgiver, ansat ved Aarhus Universitet, Afdeling for Bioscience på Kalø. Arbejder med vandfuglefordelinger og menneskelige aktiviteters indflydelse på fuglenes fordeling. Her har han arbejdet intensivt med optællinger af vandfugle fra fly og med undersøgelser af havvindmøllers påvirkning af vandfugles fordeling.
Netop arbejdet med havvindmøllerne var årsagen til at et projekt på Island blev søsat. Lommerne og Sortand viste sig at blive påvirket af parkerne. Ved hjælp af meget små dataloggere, sat på en fodring på Rødstrubede Lommer, Sortænder,
Havlitter og Bjergand på fuglenes yngleplads, indhentes informationer om fuglenes overvintringsområder – når man altså fanger selv samme fugl igen. Projektet startede i 2009, og er gennemført alle somre siden da.
Studieområdet er i den dal hvor vi skal være. Det er et område vi besøger. En perle af et vådområde.
PRAKTISKE OPLYSNINGER OG PRIS
Pris pr. person: kr. 16.750
Tillæg for enkeltværelse: kr. 1.100
NB: vi har nogle værelser med fælles bad/toilet til rådighed. Der kan spares 900 kr. ved at benytte dem. Først til mølle-princippet gælder, eftersom der ikke er så mange værelser.
Inkluderet i prisen:
· Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter
· Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med erfaren islandsk chauffør
· Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet
· Middag x 6 stk. (to retter’s middage, inkl. kaffe/te)
· Frokostpakker x 6 på turene i Nordlandet
· Nævnte ture, udflugter og sejlture
· Ib Krag Petersen som rejseleder på hele turen (se også "Om rejselederen").
· Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden
Ikke inkluderet i prisen:
· Servering ombord på flyet, ud over gratis kaffe, te og vand
· Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt
· Øvrige måltider, dvs. to frokoster (regn med 90-110 DKK pr. dag, efter behov)
· Eventuelle aktiviteter og entrébilletter (heller ikke til badet i Húsavik) ud over de nævnte
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold. Prisen er baseret på min. 17 deltagere.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar:
Hvad skal jeg medbringe?
Det blå sygesikringsbevis og dit pas
Pas kræves dog ikke, men medbring det, hvis du har ét. Ellers skal der medbringes andet ID-kort med billede
Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker
Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt
Badetøj til besøg i de varme kilder. Husk et håndklæde
Island er ikke med i EU, husk det ved mulige rejseforsikringer og nødvendige dokumenter.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
Ved ankomsten til lufthavnen i Keflavik kan man veksle kontanter eller hæve på VISA/Dankort eller andre internationale kort
De fleste butikker og restauranter modtager samtlige kredit-kort
Kursen er pt. 1 DKK = 18,10 IKR (30.9.2019), dvs. 1.000 IKR modsvarer cirka 54 DKK. For aktuel kurs, tjek den islandske nationalbanks hjemmeside på www.sedlabanki.is
Hvad med daglig frokost?
Er turen ikke med fuld pension gælder følgende:
Vi standser som regel ved middagstid på steder, hvor der kan købes lette varme anretninger, kaffe og kager
Man kan også medbringe en termokande og købe påfyldning og enkelte steder kan man købe en selvsmurt sandwich fra morgenmadsbuffet’en.
Hvad kan jeg købe med fordel i Island?
Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld og kunstvarer.
Dyre mærkevarer kan også vise sig at være billigere end i Danmark
Husk at bede om Tax Free-check, den giver 10 – 15% rabat ved køb for mere end ISK 6.000 på samme kassebon. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free-ordningen.
Forstås dansk i Island?
Ja, mange forstår dansk, men mange, især unge/yngre, foretrækker at svare på engelsk. Tal selv langsomt og tydeligt dansk.
Alle har gennemgået danskundervisning i grundskolen.
Mange ansatte på hoteller og andre steder, hvor turister typisk kommer, er ikke islandske. Flere kommer fra østeuropæiske lande og taler af den grund ikke dansk.
Skal jeg prøve en islandsk hest?
Hvis du ikke gør det nu, så gør du det aldrig! Hvor der gives mulighed findes det nødvendige overtøj, hjelm, støvler og instruktioner (koster 500-600 DKK per gang).
Hvordan er vejret?
Besøg den islandske side www.vedur.is, hvor der også kan findes oplysninger om jordskælv og andre aktiviteter ifm. Den vulkanske aktivitet i Island.
Kort om KulturRetur A/S (med Team Island)
Virksomheden ejes af K. Torben Rasmussen og Carl Erik Skovgaard Sørensen.
K. Torben Rasmussen litteraturhistoriker fra Aarhus Universitet, direktør for Nordens hus i Reykjavik (1994-98), rektor på Aarhus Kunstakademi (2000-2004), og forfatter til Turen går til Island (Politikens Forlag) og Naturguide Island (s.m. botaniker Jon Feilberg, Gyldendal 2019). Er en hyppig anvendt foredragsholder. Siden 2004 har han arbejdet professionelt med at arrangere rejser (udførligt C.V. og forslag til foredrag kan fremsendes)
Carl Erik Skovgaard Sørensen er islandsk konsul i Aarhus, advokat og partner i advokatfirmaet DLA Piper i Aarhus og mange andre steder. Han bistår med idéer, inputs og kontakter bl.a. ved planlægning af erhvervsrelaterede rejser og ture.
KulturRetur arrangerer hvert år rejser til Island, Færøerne og Irland. Desuden er øvrige nordiske lande områder og Balkan af og til på programmet. Se gerne mere på www.kulturretur.dk og www.team-island.dk
Rejsenummer: C-21
OBS: Inkl. hvalsafari.
Lufthavn: Kastrup
Afrejse: 30.05.2021
Hjemkomst: 06.06.2021
Pris kr. 16.750
Vejret i Husavik
Let snevejr
-2°
Føles som: -9°
Luftfugtighed: 93%
Vindhastighed: 7 m/s