Vi mødes i lufthavnen i Kastrup kl. 12.15. Der er afgang mod Island kl. 14.10 og efter cirka tre timers flyvetur ankomst dér kl. 15.25 (lokal tid). Her venter Hanne, og vi kører østpå langs Atlanterhavet med smukke udsigter og store lavasletter.
Vi kører en god times tid til restauranten Hafid Bláa (Det Blå Hav), her vil det være muligt at strække ben og trække frisk luft på en skøn strand, hvor sælerne måske kommer svømmende helt ind til kysten og hilser på. Havet er enormt, nærmeste kyst, når man står ansigt til ansigt med bølgerne (sydvestvendt) er Venezuela.
Vi spiser middag på den nævnte restaurant.
Videre langs sydkysten til det gamle fiskerleje Stokkseyri, hvor den myteomspundne Formand Thuridur levede og ledede en fiskerbåds besætning fra sine sene teenageår til hun som aldrende skipper gik på land. Uløseligt forbundet med hendes og tidens historie, herunder eftervirkningerne af 1700-tallets voldsomme vulkanudbrud, er spøgelsesfortællinger, der kan forstås som udtryk for et lille samfunds konflikter og traumer i en barsk tid med mange menneskelige tragedier.
Hanne introducerer den historisk utrolige person Formand Thuridur og udfolder antropologiske analyser (herunder Hannes egne) knyttet til hendes liv og samtidens myter og sociale forhold.
Vi passerer senere byen Selfoss og Hanne læser op fra Steinunn Sigurdardóttirs roman Hjertesteder, som er en grotesk, komisk, rørende road-story om veninderne Harpa og Heida, der kører Island rundt i en pick-up med Edda, Harpas 14-årige forvildede datter på stoffer, og så er Harpas afdøde mor – set med Harpas øjne i hvert fald – med på bagsædet, hvilket ikke gør sagen lettere.
Steinunn Sigurdardóttir fik Islands Litteraturpris i 1995 for Hjertesteder, som også blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Hanne præsenterer Steinunn Sigurdardottirs forfatterskab (kort).
Vi færdes her med udsigt til store vulkaner, i lavlandet hvor Njals Saga udspiller sig.
Litteratur, der har med vulkaner og vulkanudbrud at gøre, præsenteres og anbefales.
Vi overnatter på Hotel Hvolsvollur.
Dagens Litteratur:
Steinnun Sigurdardottir: Hjertesteder
Njals Saga
Ofeigur Sigurdsson: En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider