Der er afgang med Icelandair FI 205 fra Kastrup lufthavn kl. 13.10 (mødetid kl. 11.15), og efter ca. tre timers tur ankommer vi til Island, hvor klokken nu er 15.25 (lokal tid).
Vi kører direkte mod hovedstaden Reykjavik – og er det lyst nok tager vi en afstikker omkring Bessastadir, den islandske præsidents officielle residens – og indkvarterer på vort klassiske hotel, fyldt med museumsrelevant billedkunst af alle de store islandske billedkunstnere. Vi bor på samme hotel under hele opholdet, centralt beliggende med gode værelser og morgenmad.
Middagen nydes på restaurant tæt på hotellet.
NB: er der mulighed for Nordlys, så kommer bussen og henter os og vi kører udenfor byen for at undgå lysforureningen.
Kultur og vinter – ser vi Nordlys i Island? / fra Kastrup / rejse nr. A-1
5 dages intensiv Island med fokus på natur, varme kilder, kultur og Nordlys
Rejsen er arrangeret i samarbejde med Kristeligt Dagblad
Rejseleder: K. Torben Rasmussen
Gennem mange år er vi blevet opfordret til at arrangere en vintertur til Island, især for at se Nordlys. Dét vil vi meget gerne vise frem, for det er jo helt specielt!
MEN Nordlys lader sig ikke sådan dirigere med; dels kan man ikke forudse det lang tid i forvejen, dels kan det være overskyet og så ser man heller ingenting.
Vi gør ikke desto mindre nu forsøget, og for at være sikker på stort indhold i turen, handler den også om litteratur, kunst, varme kilder og udflugt til vandfald og gejsere.
Det er fem dage med begrænset kørsel og høj intensitet, som den kompetente rejseleder bidrager til.
Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende - vi opfatter turene som en slags rejsende højskole. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags.
Der er meget at dele…
Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes.
Yderligere oplysninger og tilmeldig: tlf. 2962 8077 / torben@team-island.dk
Vi er medlem af Rejsegarantifonden.
Dag 1 / Bessastadir? - Indkvartering Reykjavik - Fælles middag
Dag 2 / Tingvallasletten - Strokkur - Gullfoss - Bad i Gamla Lauginn - Fælles middag v Atlanterhavet
Vi tager på en daglang udflugt, med badetøjet parat! Første stop er ved Tingvallasletten og -søen; begge er navne, som klinger smukt i manges øren, ikke mindst på grund af den historiske dimension. Her blev verdens ældste, stadigt fungerende parlament, Altinget, grundlagt i år 930. Vi skal besøge stedet og høre nærmere om det demokratiske eksperiment. Området er desuden en spændende geologisk attraktion; her skrider den europæiske og den amerikanske kontinentalplade fra hinanden, hvilket resulterer i enorme revner og sprækker i landskabet. Forkastninger.
Derfra kører vi videre mod øst og stopper næste gang ved området med gejseren Strokkur, der med få minutters mellemrum sender en kogende vand- og dampsøjle højt til vejrs. Blot 10 km herfra finder vi vandfaldet Gullfoss der kan være helt fortryllende om vinteren. Enorme ismasser vokser frem, fordi vandtågerne fra vandfaldet fryser fast. Smukt sted om sommeren, vildt om vinteren!
Vi spiser frokost i området.
Derefter er det badetid! Vi kører lidt sydligere til gartnerbyen Flúdir, hvor det udendørs badeanlæg ”Gamla Lauginn” (billede) findes. Her er rigelige mængder varmt vand (op til 38-40 grader) og er vi heldige 2-3 graders frost. Så er det helt ideelt at bade under den frie himmel.
Efter badet kører vi til en god restaurant få meter fra Atlanterhavet, hvor vi spiser den flotte middag. Under middagen tjekker vi, om det er i aften Nordlyset viser sig?
Efter middagen går turen tilbage til Reykjavik og vort hotel.
Dag 3 / Reykjavik: sight-seeing, Hallgrímskirken, muséer, middag og koncert i Harpa
Programmet står fortsat i historiens, kulturens og kunstens tegn. Vi starter med en lille sight-seeing i hovedstaden, der med sine omkring 255.000 indbyggere rummer over halvdelen af landets befolkning: cirka 385.000. Vi ser bl.a. den store Hallgrímskirken, den gamle havn og den indre by. Vi skal derefter besøge flere af byens muséer, både kunstmuseum (det islandske nationale kunstmuseum Listasafn Íslands) og det kulturhistoriske museum. Frokosten er denne dag på egen hånd og kreditkort.
Herefter kommer deltagerne selv tilbage til hotellet, hvis de vil det for en kort pause. Kl. 17.30 (cirka) skal vi spise en hurtig middag i koncerthuset Harpa, før dagens store oplevelse: en koncert i Harpa. Harpa er tegnet af Henning Larsens Tegnestue i samarbejde med islandsk-danske Ólafur Eliasson.
Vi skal opleve husets største sal Eldborg for fuld styrke. Vi skal høre Islands Symfoniorkester. Den finske dirigent Eva Ollikainen står i spidsen for dette program: Wolfgang Amadeus Mozart Die Entführung aus dem Serrail, overture, Lotta Wennäkoski Sigla, harp concerto og Anton Bruckner Symphony no 4, „The Romantic Symphony“.
Dag 4 / Forfattermøde, Nordens Hus - eftermiddag/aften på egen hånd
Vi skal i dag møde en islandsk forfatter. Det kunne være Einar Már Gudmundsson, der på dansk kan læses i cirka 20 forskellige titler (bl.a. Universets Engle, som han modtog Nordisk Råds Litteraturpris for). Men mens dette skrives, kan det ikke garanteres, at det bliver ham. Andre muligheder er Hallgrímur Helgason, Kristín Eiríksdóttir – eller andre. Der kan også dukke en overraskelse op.
Det foregår i kulturhuset Nordens hus, hvor rejselederen (måske sammen med den nuværende direktør) vil fortælle lidt om sin tidligere arbejdsplads og der bliver tid til at kigge på den smukke bygning, tegnet af Alvar Aalto. Huset blev fejret i anledning af sin 50-års fødselsdag i august 2018.
Arrangementet slutter omkring kl. 13 (efter frokost, der er en del af det fælles program), og eftermiddagen/aftenen er derfor til egen disposition. Der er tid til at nyde byens mange muligheder – muséer, kaffehuse, shopping, en tur på havnen og almindeligt driverliv.
NB: det betyder altså, at middagen denne dag er på egen hånd og kreditkort.
NB: er der mulighed for Nordlys, så kommer bussen på et aftalt tidspunkt og
henter os. Vi kører derefter udenfor byen for at undgå lysforureningen.
Dag 5 / Tid på egen hånd: badetur i landets største svømmeanlæg? - Hjemrejse
Ønsker man det – og det kan bestemt anbefales – så kan man nå et opfriskende besøg i landets største svømmeanlæg. De åbner kl. 07.00. Her kommer de lokale og her kommer man nemt i snak med dem. Og her er der rigelige mængder varmt vand og flere bassiner, alt under den frie himmel. Frisk luft, varmt vand, næsten ingen klor, en lav pris og gode mennesker. Hvad kan man mere ønske sig?
Kl. 13.45 venter bussen foran hotellet. Direkte til lufthavnen, vi tjekker ind til hjemrejsen kl. 15.40. Efter ca. tre timers tur med Icelandair FI 212, ankommer vi til Kastrup kl. 19.50 (dansk tid).
Om rejselederen
K. Torben Rasmussen
Han er litteraturhistoriker fra Aarhus Universitet, tidligere direktør for Nordens hus i Reykjavik (1994-98), rektor for Aarhus Kunstakademi (2000-2004), og forfatter til Turen går til Island (Politikens Forlag) og Naturguide Island (denne bog sammen med botaniker Jon Feilberg, Gyldendal 2019).
Torben er desuden en hyppig anvendt foredragsholder – og en habil amatørfuglekigger.
Praktiske oplysninger og pris
Kultur og vinter – ser vi Nordlys i Island?
12. – 18. februar 2025 // 5 dage // Fra Kastrup lufthavn // Rejse nr. A-1
Pris pr. person: kr. 13.850*
Tillæg for enkeltværelse: kr. 2.200
INKLUDERET I PRISEN
- Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter.
- Transport iflg. program i røgfri bus med god plads og erfaren chauffør.
- Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad.
- Middag x 3 stk. (Dag 1, Dag 2 og Dag 3).
- Frokost x 2 stk. (Dag 2 og Dag 4).
- Entréer til de nævnte museer og beskrevne møder med islandske folk.
- Koncert i Harpa (Dag 3).
- Entré til badestedet (Dag 2).
- K. Torben Rasmussen som rejseleder.
- Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
IKKE INKLUDERET I PRISEN
- Servering ombord på flyet, ud over kaffe, te, juice og vand.
- Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt.
- Øvrige måltider.
- Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte.
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold.
Der regnes med cirka 20 deltagere, men gennemføres ved 17-18 tilmeldte.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar
Hvad skal jeg medbringe?
- Pas kræves ikke, men medbring det, hvis du har ét. Under alle omstændigheder skal man medbringe ID-kort med billede. Og vigtigst: der skal være overensstemmelse mellem navn på legitimation og flybillet. Oplys altså det komplette navn ved køb af rejse.
- Medbring dit blå sygesikringsbevis. Bemærk: deltager man i en studie- eller firmarejse, gælder andre regler – se venligst vore generelle vilkår.
- Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker.
- Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt. Støvler behøves ikke, med mindre at der er tale om særlige vandreture, og vil da fremgå af kommentarer på sådanne programmer.
- Badetøj til besøg i de varme kilder. Husk et håndklæde.
- Myggenet, for især omkring Mývatn (”myggesøen”) kan der være mange fluer. Der er ikke stikkende myg i Island.
- Island er ikke med i EU, husk det ved mulige rejseforsikringer og nødvendige dokumenter.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
- Ved ankomsten til lufthavnen i Keflavik kan man veksle kontanter eller hæve på VISA/Dankort eller andre internationale kort. Visse steder i Danmark kan man veksle til islandske kroner, fx i FOREX. Kursen er her normalt noget dårligere end i Island.
- De fleste butikker og restauranter modtager samtlige kreditkort.
- Man kan ikke ”hæve over” ved køb med kreditkort i Island, dvs. man kan ikke bruge butikker som sted at få kontanter.
- Kursen er pt. 1 DKK = 21,45 IKR (27.9.2023), dvs. 1.000 IKR modsvarer 51-52 DKK. Tjek den islandske nationalbanks hjemmeside på www.sedlabanki.is for den aktuelle kurs.
Hvad med daglig frokost?
- Er turen ikke med fuld pension gælder følgende:
- Vi standser som regel ved middagstid på steder, hvor der kan købes lette varme anretninger, kaffe og kager.
- Man kan også medbringe en termokande og købe/få påfyldning og enkelte steder kan man købe en selvsmurt sandwich fra morgenmadsbuffet’en.
Hvad kan jeg købe med fordel i Island?
- Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld og kunstvarer. Dyre mærkevarer kan også vise sig at være billigere end i Danmark. Husk at bede om Tax Free-check, den giver 10 - 15 % rabat ved køb for mere end IKR 6.000 på samme kassebon. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free ordningen.
Forstås dansk i Island?
- Ja, mange forstår dansk, men mange, især unge/yngre, foretrækker at svare på engelsk. Tal selv langsomt og tydeligt dansk. Der er fortsat danskundervisning i de islandske gymnasier.
- På mange hoteller, restauranter og andre steder, hvor man som turist ofte møder lokale, er mange ansatte dog ikke fra Island, men fra fx østeuropæiske lande – og kan derfor naturligvis ikke forventes at tale eller forstå dansk.
Skal jeg prøve en islandsk hest?
- Hvis du ikke gør det nu, så gør du det aldrig! Hvor der er mulighed findes det nødvendige overtøj, hjelm, støvler og instruktioner (koster fra 550-600 DKK ).
Hvordan er vejret?
- Besøg den islandske side www.vedur.is, hvor der også kan læses nyheder om jordskælv, vulkanudbrud og andre vulkanske aktiviteter
Rejsenummer: A-1
OBS: Medbring gerne badetøj og håndklæde
Lufthavn: Kastrup Lufthavn
Afrejse: 18.02.2025
Hjemkomst: 22.02.2025
Pris kr. 13.850