Der er afgang fra Kastrup lufthavn kl. 14.10 (mødetid kl. 12.15), og efter ca. tre timers tur ankommer vi til Island, hvor klokken nu er 15.25, efter at uret er stillet to timer tilbage.
I lufthavnen kan der veksles penge og handles toldfrit, før vi møder den islandske rejseleder.
Fra lufthavnen kører vi ned mod sydkysten af Reykjanes, gennem den aktive fiskeriby Grindavik, og derfra mod øst. Ruten går gennem udstrakte lavafelter, næsten parallelt med Atlanterhavet.
Turen fortsætter mod øst, nu snart gennem områder med klitlandskab, næsten som vestkysten i Jylland. Vi kigger ind i et par småbyer, som udviklingen i nogle år gik udenom. Derfor kan man få en god fornemmelse for små havnebyers bygningskultur. Mange fine småhuse fik lov at stå og er de senere år mange steder renoveret og bruges som sommerhuse.
Er vejret klart kan man snart se vulkanen og gletsjeren Eyjafjallajökull, der i foråret 2010 blev verdensberømt pga. sit udbrud. Den voldsomme askesky satte som bekendt en stopper for den europæiske flytrafik i nogle dage. Det bliver spændende at se, hvor synlige konsekvenser, der endnu kan ses i området. Først på aftenen kommer vi frem til bondegården Sólheimahjáleiga, hvor værten og ejeren Elín tager imod os. Hun er sjette generation på gården. Vi skal bo her de kommende tre nætter, på værelser med privat bad/toilet.
NB: En af aftenerne på gården vil Elín fortælle om livet på landet: Hvordan leves det i vulkanens skygge, og hvordan er vilkårene for landbrug og almindeligt dagligliv i Island. Elín er skoleinspektør, tidligere medlem af kommunalbestyrelsen m.m.
Sensommer i Island – inkl. Vestmannaøerne / fra Kastrup
Sensommer i Island – bo på en rigtig bondegård, oplev gejsere, gletsjere, vulkaner og ikke mindst Vestmannaøerne
NB: identisk ture 19.5.-24.5. og 15.6.-20.6. 2021
Du vil komme til at opleve utroligt varierede islandske natur. Ud over snedækkede vulkaner, spruttende gejsere og vilde vandfald oplever vi sydlandets store landbrugsområde. Der er tid til traveture langs Atlanterhavets store dønninger, med fugle som selskab. Vi besøger Vestmannaøerne, hvor det voldsomme vulkanudbrud i 1973 ødelagde store dele af byen. Flere steder kendt fra den måske mest berømte af alle islandske saga’er, Njals Saga, indgår i turen – læs den måske på forhånd.
Tre nætter bor vi på en aktiv bondegård, tæt på vulkaner og gletsjere.
Det er seks dage med forholdsvis begrænset kørsel og høj intensitet, som den meget erfarne rejseleder sikrer et højt niveau på.
Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes.
Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende. Det er en slags rejsende højskole. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags. Der er meget at dele…
Kontakt os ved spørgsmål & tilmelding på tlf. 2962 8077 // info@team-island.dk
Dag 1 / Over lavafelter til bondegården Sólheimahjáleiga, hvor vi bor tre nætter.
Dag 2 / Udsigt ved Dyrhólaey, besøg i byen Vík & gletsjertungen Sólheimajökull. Badetur?
Vi starter dagen med at køre lidt mod syd-øst og hen til Dyrhólaey, som er en forhøjning ved havet. Ikke så høj, men den giver en meget fin udsigt over det spændende område. Vi ser nogle søpapegøjer og andre havfugle, herunder måske en kæmpestor sule (med et vingefang på op til 1,75 m). Efterfølgende kører vi ned til byen Vík, hvor der kan købes forfriskninger og i øvrigt kigges på uldvarer og kunsthåndværk i en større butik. Om eftermiddagen bliver der tid til at komme i nærkontakt med en gletsjer, for gletsjertungen Sólheimajökull ligger ikke langt fra vejen og bussen kan køre næsten hen til den. Vi kommer helt hen til den og kan mærke kulden strømme op fra den.
Skal man op på selve gletsjeren, kræver det udstyr i form af pigsko, stave og professionelle folk. Vi skal også have tid til at besøge og bade i et gammelt svømmebassin, omgivet af høje klipper. Det blev anlagt i 1920’erne og brugt som undervisningsbassin for hele områdets børn og unge, foruden som almindelig fornøjelse. NB: besøget i dette bassin kan ikke garanteres. Området er meget dynamisk og er vejret dårligt (eller har netop været dårligt), kan man ikke komme derind. Vanskeligt terræn. Rejselederen afgør på stedet. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på gården, hvor vi spiser middag.
Dag 3 / Dagstur: Vestmannaøerne – travetur op på det nye fjeld? Museumsbesøg.
Vi kører tidligt, for vi skal over til øgruppen Vestmannaøerne det meste af dagen. I sommeren 2010 blev der åbnet en ny færgehavn, ikke langt fra Sólheimahjáleiga. Sejlturen varer 35-40 minutter. Vestmannaøerne kender de fleste fra det meget eksplosive vulkanudbrud i 1973, som startede midt om natten lige i udkanten af øgruppens eneste by med godt 5.000 indbyggere. Til alt held var størstedelen af fiskeflåden i havn og kunne sejle de fleste indbyggere ind på fastlandet, mens lava og aske ødelagde store dele af byen. Mange huse blev fuldstændig dækket med en lavamasse på op til 10-15 meter. Mange andre fik store skader af askefaldet. Nu kan man gå oppe på lavaen og se gadeskilte og omtaler af de enkelte huse, som nu altså ligger mange meter under lavaen. Det er ret nemt at gå helt op på toppen af det nye fjeld – kan man stadig mærke den vulkanske varme stige op? Før vi sejler tilbage til ”fastlandet” er der tid til et besøg på det næsten nye museum, der på en meget fin måde fortæller om både dette udbrud og om skabelsen af øen Surtsey i midten af 1960’erne. Tilbage på Sólheimahjáleiga, for den sidste nat på gården.
Dag 4 / Vandfaldet Gullfoss, gejseren Strokkur & Tingvallasletten. Ankomst til Reykjavik.
Nu pakker vi og forlader Sólheimahjáleiga. Flere oplevelser venter! Efter et par timers kørsel skal vi opleve to attraktioner, der ligger næsten samme sted, hhv. vandfaldet Gullfoss og gejseren Strokkur. Der er god tid til at opleve begge steder, og også til at spise frokost ét af stederne.
Strokkur sender med få minutters mellemrum en høj vand- og dampsøjle op mod himlen. Vandfaldet Gullfoss er imponerende, når man står lige ved siden af de store, kolde vandmasser – det stammer fra gletsjeren Langjökull – der styrter ned gennem flere fald. Man skal passe på sig selv. Der er ikke store beskyttelseshegn, så man skal tænke selv!
Begge steder er der gode muligheder for at spise frokost eller handle.
Så kører vi længere mod vest og besøger så Tingvallasletten og –søen, Island største sø (84 km²), ved hvis nordlige side vi finder et af de mest berømte steder i Island: Landets symbolske hjerte. Tingvallasletten klinger smukt i manges ører – ikke mindst på grund af den historiske dimension. Her blev verdens ældste, stadigt fungerende parlament, Altinget, grundlagt i år 930. Vi skal besøge stedet og høre nærmere om det demokratiske eksperiment. Området er desuden en spændende geologisk attraktion, som rejselederen vil fortælle meget mere om: Netop her skrider den europæiske og den amerikanske kontinentalplade fra hinanden, hvilket resulterer i enorme forkastninger, dvs. revner og sprækker i landskabet. Pga. kontinentalpladernes drift bort fra hinanden vokser Island hvert år gennemsnitligt med ca. to cm i østlig/vestlig retning – en særlig oplevelse at stå midt i.
Herfra er der kort afstand til Reykjavik, Island forholdsvis lille hovedstad, hvor vi skal bo de sidste to nætter. Hotellet er et turistklassehotel med gode værelser, men en helt nøgtern morgenmad. Indkvartering og middag på samme hotel. Denne første aften består middagen af en ret simpel, men rigelig buffet. Der er to varme retter, brød og en mængde forskellige salater. Det er ikke et kulinarisk højdepunkt, men sammen med den øl eller lille flaske vin, der er inkluderet denne første aften, kan det gå an.
Dag 5 / Reykjavik: Höfdi, koncerthuset Harpa m.m. Tid på egen hånd. Fælles afslutningsmiddag.
Kl. 09.00 starter bussen – vi skal på en lille rundtur i byen, så de vigtigste steder kan blive præsenteret for jer. Vi passerer bl.a. Höfdi, hvor præsidenterne Reagan og Gorbatjov i 1986 holdt deres berømte topmøde, vi kører ud i den gamle, stadigt aktive havn og kigger ind i den særprægede og meget store Hallgrímskirken. Vi stopper flere steder og ser lidt nærmere på nogle af stederne.
Turen slutter omkring kl. 13, dvs. efter frokost, og eftermiddagen er dermed til egen disposition. Sidst på eftermiddagen er der kort koncert i koncerthuset Harpa (tegnet af Henning Larsen i samarbejde med dansk-islandske Ólafur Eliasson) og endelig om aftenen fælles afskedsmiddag i Nordens hus, som vi derfor også får lejlighed til at opleve.
Dag 6 / Badetur? Kunstmuseet Kjarvalsstadir eller tid på egen hånd, inden hjemrejsen.
Ønsker man det – og det kan bestemt anbefales – så kan man nå et opfriskende besøg i landets største svømmeanlæg. De åbner kl. 07.00. Her kommer de lokale og her kommer man nemt i snak med dem. Og her er der rigelige mængder varmt vand og flere bassiner, alt under den frie himmel. Frisk luft, varmt vand, næsten ingen klor, en lav pris og gode mennesker. Hvad kan man mere ønske sig?
Kl. 12.00 kører vi til kunstmuseet Kjarvalsstadir, som er dedikeret til den mest kendte af de lidt ældre og klassiske kunstmalere, Jóhannes S. Kjarval. Her introducerer rejselederen kunstneren og nogle af værkerne. Bygningen er i sig selv en perle, hvis man da kan værdsætte såkaldt brutalistisk arkitektur, opført i 1973 af den islandske arkitekt Hannes K. Daviðsson.
NB: ønsker man ikke at være med på turen til museet Kjarvalsstadir, kan der aftales et opsamlingssted, før turen går videre mod Bessastadir og flere smukke oplevelser.
På vejen mod lufthavnen kører vi en tur til forbi Bessastadir, den islandske præsidents officielle residens, som ligger lidt uden for byen sammen med en fin kirke fra slutningen af 1700-årene.
Herefter går turen direkte til lufthavnen og I tjekker ind til hjemrejsen kl. 16.25. Efter ca. tre timers tur med Icelandair, ankommer vi til Kastrup kl. 21.35 (dansk tid).
Praktiske oplysninger og pris
Sensommer i Island – inkl. Vestmannaøerne
9. – 14. september 2021 // 6 dage // Fra Kastrup lufthavn // Rejse nr. A-7
Pris pr. person: kr. 13.000
Tillæg for enkeltværelse: kr. 1.800
Inkluderet i prisen:
- Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter
- Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med god plads og erfaren chauffør.
- Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet alle dage. NB: på bondegården findes dog kun 11 værelser med privat b/t, andre værelser med fælles b/t. Først-til-mølle princippet gælder. Ønsker man at bo på hyggelige værelser med fælles bad/toilet kan man spare 900 kr. pr. værelse.
- Fuld pension.
- Entréer til de nævnte museer og koncerten i Harpa.
- Sejlturen til/fra Vestmannaøerne
- Dansk-talende rejseleder, på den islandske del af programmet og iflg. program
- Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
Ikke inkluderet i prisen:
- Servering ombord på flyet.
- Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt.
- Øvrige måltider.
- Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte.
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold. Prisen er baseret på 20 betalende deltagere, men gennemføres til nævnte pris, også selvom der kommer lidt færre med. Der kommer maksimalt 25 deltagere.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar
Hvad skal jeg medbringe?
- Det blå sygesikringsbevis. Pas kræves ikke, men medbring det, hvis du har ét. Ellers SKAL der medbringes andet ID-kort med billede.
- Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker.
- Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt.
- Badetøj til besøg i de varme kilder. Husk et håndklæde.
- Kikkert og håndbøger om Island, historie, natur, fugle etc.
- Island er ikke med i EU, husk det ved mulige rejseforsikringer og nødvendige dokumenter.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
- Flere steder i Danmark kan man veksle til islandske kroner, bl.a. i FOREX. Kursen er ikke den bedste dér.
- Ved ankomsten til lufthavnen i Keflavik kan man hæve på VISA/Dankort eller andre internationale kort.
- De fleste butikker og restauranter modtager samtlige kreditkort.
- Man kan ikke ”hæve over” ved køb med kreditkort i Island, dvs. man kan ikke bruge butikker som sted at få kontanter.
- Kursen er pt. 1 DKK = 22,15 IKR (6.9. 2020), dvs. 1.000 IKR modsvarer pt. cirka 45 DKK. For aktuel kurs, tjek den islandske nationalbanks hjemmeside på www.sedlabanki.is
Hvad med daglig frokost?
- Er turen ikke med fuld pension gælder følgende: Vi standser ved middagstid på steder, hvor der kan købes lette varme anretninger, kaffe og kager. Man kan medbringe en termokande og de fleste steder få varmt vand med på dagens udflugt.
Hvad kan jeg købe med fordel i Island?
- Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld- og kunstvarer. Dyre mærkevarer kan også vise sig at være billigere end i Danmark.
- Husk at bede om Tax Free-check, den giver 10 - 15% rabat ved køb for mere end ISK 6.000 på samme kassebon. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free-ordningen.
Forstås dansk i Island?
- Ja, mange forstår dansk, men mange, især unge/yngre, foretrækker at svare på engelsk. Tal selv langsomt og tydeligt dansk. De fleste har modtaget danskundervisning. MEN mange ansatte på hoteller og andre steder, hvor turister typisk kommer, er ikke islandske. Mange kommer fra østeuropæiske lande og taler af den grund ikke dansk.
Skal jeg prøve en islandsk hest?
- Hvis du ikke gør det nu, så gør du det aldrig! Hvor der gives mulighed findes det nødvendige overtøj, hjelm, støvler og instruktioner (koster 500-600 DKK for en kortere tur, typisk 11⁄2 times effektiv ridning).
Hvordan er vejret?
- Besøg den islandske side www.vedur.is, hvor der også kan findes oplysninger om jordskælv og andre aktiviteter ifm. Den vulkanske aktivitet i Island.
Rejsenummer: A-7
OBS: Med fuld pension
Lufthavn: Kastrup
Afrejse: 09.09.2021
Hjemkomst: 14.09.2021
Pris kr. 13.000