Der er afgang fra Kastrup lufthavn kl. 14.10 (mødetid kl. 12.15), og efter ca. tre timers tur ankommer vi til Island, hvor klokken nu er 15.25, efter at uret er stillet to timer tilbage.
I lufthavnen kan der veksles penge og handles toldfrit, før vi møder den islandske rejseleder.
Fra lufthavnen kører vi ned mod sydkysten af Reykjanes, gennem den aktive fiskeriby Grindavik, og derfra mod øst. Ruten går gennem udstrakte lavafelter, næsten parallelt med Atlanterhavet.
Turen fortsætter mod øst, nu snart gennem områder med klitlandskab, næsten som vestkysten i Jylland. Vi kigger ind i et par småbyer, som udviklingen i nogle år gik udenom. Derfor kan man få en god fornemmelse for små havnebyers bygningskultur. Mange fine småhuse fik lov at stå og er de senere år mange steder renoveret og bruges som sommerhuse.
Er vejret klart kan man snart se vulkanen og gletsjeren Eyjafjallajökull, der i foråret 2010 blev verdensberømt pga. sit udbrud. Den voldsomme askesky satte som bekendt en stopper for den europæiske flytrafik i nogle dage. Det bliver spændende at se, hvor synlige konsekvenser, der endnu kan ses i området. Først på aftenen kommer vi frem til bondegården Sólheimahjáleiga, hvor værten og ejeren Elín tager imod os. Hun er sjette generation på gården. Vi skal bo her de kommende tre nætter, på værelser med privat bad/toilet.
NB: En af aftenerne på gården vil Elín fortælle om livet på landet: Hvordan leves det i vulkanens skygge, og hvordan er vilkårene for landbrug og almindeligt dagligliv i Island. Elín er skoleinspektør, tidligere medlem af kommunalbestyrelsen m.m.