Vi mødes i Kastrup Lufthavn kl. 12.10 – flyafgang kl. 14.10. Efter cirka tre timers tur (og justering af tiden) er der ankomst kl. 15.25 i lufthavnen i Keflavik, på Islands sydvestlige hjørne.
Fra lufthavnen kører vi ned mod sydkysten af Reykjanes, gennem den aktive fiskeriby Grindavik, og derfra mod øst. Ruten går gennem udstrakte lavafelter, næsten parallelt med Atlanterhavet.
Vi laver et kort stop ved de svovlstinkende mudderpøle ved Krysuvik (billede). Turen fortsætter derefter mod øst, nu snart gennem områder med klitlandskab, næsten som vestkysten i Jylland. Vi kigger ind i et par småbyer, som udviklingen i nogle år gik udenom. Derfor kan man få en god fornemmelse for små havnebyers bygningskultur. Mange fine småhuse fik lov at stå og er de senere år mange steder blevet renoveret.
Er vejret klart kan man snart se vulkanen og gletsjeren Eyjafjallajökull, der i foråret 2010 blev verdensberømt pga.
sit udbrud. Den voldsomme askesky satte som bekendt en stopper for den europæiske flytrafik i nogle dage.
Sidst på eftermiddagen kommer vi frem til bondegården Sólheimahjáleiga, hvor værten og ejeren Elín tager imod os.
Hun er sjette generation på gården. Vi skal bo her de kommende tre nætter, på værelser med privat bad/toilet.
NB: for ikke at gå ”sukkerkold” anbefales det at medbringe vand og lidt spiseligt. Vi spiser aftensmad ret sent.
NB 2: En af aftenerne på gården vil Elín eller/og hendes søn Einar fortælle om livet på landet: Hvordan leves det i vulkanens skygge, og hvordan er vilkårene for landbrug og almindeligt dagligliv i Island. Elín er skoleinspektør og Einar
er formand for kommunalbestyrelsen i den lille kommune med lidt under 900 indbyggere.
Sommer i Island – inkl. Vestmannaøerne / fra Kastrup / rejse nr. C-11
Bo på en rigtig bondegård, oplev gejsere, gletsjere, vulkaner og ikke mindst Vestmannaøerne
Rejsen er arrangeret for Storvorde-Sejlflod menighedsråd
Du vil komme til at opleve utroligt varierede islandske natur. Ud over snedækkede vulkaner, spruttende gejsere og vilde vandfald oplever vi sydlandets store landbrugsområde. Der er tid til traveture langs Atlanterhavets store dønninger, med fugle som selskab. Vi besøger Vestmannaøerne, hvor det voldsomme vulkanudbrud i 1973 ødelagde store dele af byen. Flere steder kendt fra den måske mest berømte af alle islandske saga’er, Njals Saga, indgår i turen – læs den måske på forhånd.
Tre nætter bor vi på en aktiv bondegård, tæt på vulkaner og gletsjere. Det er syv dage med forholdsvis begrænset kørsel og høj intensitet, som den meget erfarne rejseleder K. Torben Rasmussen, bl.a. forfatter af Turen går til Island (se mere om ham nederst i dette program) bidrager til.
Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende. Det er en slags rejsende højskole. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags. Der er meget at dele…
Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes.
Yderligere oplysninger og tilmeldig: tlf. 2962 8077 / torben@team-island.dk
Garanti for at få pengene tilbage!
Tvinger omstændighederne (virus eller andet) os til at aflyse allerede købte/betalte rejser, returneres alle indbetalte beløb uden gebyr eller andet.
Vi er medlem af Rejsegarantifonden.
Dag 1 / Krysuvik - Udsigter – Indkvartering bondegården Sólheimahjáleiga.
Dag 2 / Dyrhólaey - Vík - Gletsjertungen Sólheimajökull - Måske mulighed for en badetur?
Vi starter dagen med at køre lidt mod syd-øst og hen til Dyrhólaey (billede), som er en forhøjning ved havet.
Ikke så høj, men den giver en meget fin udsigt over det spændende område. Vi ser nogle søpapegøjer (lunder) og
andre havfugle, herunder måske en kæmpestor sule (med et vingefang på op til 1,75 m). Efterfølgende kører vi ned til byen Vík, hvor der kan købes forfriskninger og i øvrigt kigges på uldvarer og kunsthåndværk i en større butik. Om eftermiddagen bliver der tid til at komme i nærkontakt med en gletsjer, for gletsjertungen Sólheimajökull ligger ikke langt fra vejen og bussen kan køre næsten hen til den. Vi kommer helt hen til den og kan mærke kulden strømme op fra den.
Skal man op på selve gletsjeren, kræver det udstyr i form af pigsko, stave og professionelle folk. Vi skal også have tid til at besøge og bade i et gammelt svømmebassin, omgivet af høje klipper. Det blev anlagt i 1920’erne og brugt som undervisningsbassin for hele områdets børn og unge, foruden som almindelig fornøjelse. NB: besøget i dette bassin kan ikke garanteres. Området er meget dynamisk og er vejret dårligt (eller har netop været dårligt), kan man ikke komme derind.
Vanskeligt terræn. Rejselederen afgør på stedet. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på gården, hvor vi spiser middag.
Dag 3 / Dagstur til Vestmannaøerne (Heimaey), inkl. travetur op på Eldfell & Museumsbesøg.
Vi kører tidligt, for vi skal over til øgruppen Vestmannaøerne det meste af dagen. I sommeren 2010 blev der åbnet en ny færgehavn, ikke langt fra Sólheimahjáleiga. Sejlturen varer 35-40 minutter og foregår med den nye elektriske færge. Vestmannaøerne kender de fleste fra det meget eksplosive vulkanudbrud i 1973, som startede midt om natten lige i udkanten af øgruppens eneste by med godt 5.000 indbyggere. Til alt held var størstedelen af fiskeflåden i havn og kunne sejle de fleste indbyggere ind på fastlandet, mens lava og aske ødelagde store dele af byen. Mange huse blev fuldstændig dækket med en lavamasse på op til 10-15 meter. Mange andre fik store skader af askefaldet. Nu kan man gå oppe på lavaen og se gadeskilte og omtaler af de enkelte huse, som nu altså ligger mange meter under lavaen. Det er ret nemt at gå helt op på toppen af det nye fjeld. Kan man stadig mærke den vulkanske varme stige op? Før vi sejler tilbage til ”fastlandet” er der tid til et besøg på det næsten nye museum, der på en meget fin måde fortæller om både dette udbrud og om skabelsen af øen Surtsey i midten af 1960’erne. Tilbage på Sólheimahjáleiga, for den sidste nat på gården.
Dag 4 / Vandfaldet Gullfoss & gejseren Strokkur – Tingvallasletten – Indkvartering i Reykjavik.
Nu pakker vi og forlader Sólheimahjáleiga. Flere oplevelser venter! Efter et par timers kørsel skal vi opleve to attraktioner, der ligger næsten samme sted, hhv. vandfaldet Gullfoss og gejseren Strokkur. Der er god tid til at opleve begge steder, og også til at spise frokost ét af stederne.
Strokkur sender med få minutters mellemrum en høj vand- og dampsøjle op mod himlen. Vandfaldet Gullfoss er imponerende, når man står lige ved siden af de store, kolde vandmasser – det stammer fra gletsjeren Langjökull – der styrter ned gennem flere fald. Man skal passe på sig selv. Der er ikke store beskyttelseshegn, så man skal tænke selv! Begge steder er der gode muligheder for at spise frokost eller handle.
Så kører vi længere mod vest og besøger så Tingvallasletten og -søen, Island største sø (84 km²), ved hvis nordlige side vi finder et af de mest berømte steder i Island: Landets symbolske hjerte. Tingvallasletten klinger smukt i manges ører – ikke mindst på grund af den historiske dimension. Her blev verdens ældste, stadigt fungerende parlament, Altinget, grundlagt i år 930. Vi skal besøge stedet og høre nærmere om det demokratiske eksperiment. Området er desuden en spændende geologisk attraktion, som rejselederen vil fortælle meget mere om: Netop her skrider den europæiske og den amerikanske kontinentalplade fra hinanden, hvilket resulterer i enorme forkastninger, dvs. revner og sprækker i landskabet. Pga. kontinentalpladernes drift bort fra hinanden vokser Island hvert år gennemsnitligt med ca. to cm i østlig/vestlig retning – en særlig oplevelse at stå midt i. Her ligger en lille fin kirke, og vi prøver at få adgang til den.
Herfra er der kort afstand til Reykjavik, Island forholdsvis lille hovedstad, hvor vi skal bo de sidste tre nætter. Der serveres ikke middag på hotellet, og vi skal derfor spadsere en kort tur til restauranten for aftensmad.
Dag 5 / Rundtur i Reykjavik, derefter tid på egen hånd: måske hvalsafari, heste eller badetur?
Kl. 09.00 starter bussen – vi skal på en rundtur i byen, så de vigtigste steder kan blive præsenteret for jer. Vi passerer
bl.a. Höfdi, hvor præsidenterne Reagan og Gorbatjov i 1986 holdt deres berømte topmøde, vi kører ud i den gamle, stadigt aktive havn, kører forbi kulturhuset Nordens hus og op forbi udsigtspunktet Perlan. Turen slutter ved den særprægede og meget store Hallgrímskirken. Her er der mulighed for at deltage i Gudstjenesten kl. 11.00.
Resten af dagen er på egen hånd, dvs. frokost og middag finder og betaler man selv. Rundturen gennem byen, et godt kort over midtbyen og rejselederen udpegning af mulige steder, gør det enkelt for deltagerne selv at vælge efter lyst og behov.
Reykjavik er ikke så stor, men rummer god gode muséer, caféer og indkøbsmuligheder. Fra den gamle havn udgår der hvalture, hvor chancerne for at se de store dyr er ret god. Der kan arrangeres rideture på islandske heste og
vil nogle en tur i Den Blå Lagune er det muligt (for egen regning). Rejselederen hjælper til rette efter behov.
Dag 6 / Reykjavik: museer – møde med islænding – Koncerthuset Harpa – fælles afskedsmiddag.
I dag skal vi besøge et par muséer (kunst- og kulturhistoriske) og møde lokale personer. Det kan være en forfatter, en billedkunstner, en politiker eller andet. Det kan ikke aftales på nuværende tidspunkt (oktober 2022).
Sidst på eftermiddagen planlægges der koncert eller en anden optræden i koncerthuset Harpa (tegnet af Henning Larsen i samarbejde med dansk-islandske Ólafur Eliasson) og endelig om aftenen flot fælles afskedsmiddag på en af de bedre restauranter i hovedstaden. Mens dette skrives (oktober 2022) kendes programmet ikke i Harpa. Passer programmet ikke med vore ønsker, erstattes det af et andet kulturelt program.
NB: på grund af tidligere hjemrejse den 15.8. (se de aktuelle tider Dag 7), besøges kunstmuseet Kjarvalsstadir denne dag. Museet er dedikeret til den mest kendte af de lidt ældre og klassiske kunstmalere, Jóhannes S. Kjarval. Her introducerer rejselederen kunstneren og nogle af værkerne.
Bygningen er i sig selv en perle, hvis man da kan værdsætte ret rå, nærmest brutalistisk arkitektur, og opført i 1973 af den gode islandske arkitekt Hannes K. Daviðsson.
Dag 7 / Hjemrejse.
Hjemrejsedag og tidlig afgang fra hotellet allerede kl. 07.45. Der er tid til morgenmad før afrejse. Herefter går turen direkte til lufthavnen og vi tjekker ind til hjemrejsen kl. 10.35. Efter ca. tre timers tur med Icelandair, ankommer vi til Kastrup kl. 15.45 (dansk tid). Derefter på egen hånd hjem til Nordjylland…
Om rejselederen
Turens rejseleder er K. Torben Rasmussen.
Torben er direktør og medejer af Team Island. Han er forfatter af rejsebogen Turen går til Island og Naturguide Island (den sidste sammen med botaniker Jon Feilberg). Han har boet mere end 5 år i Island – og er en habil amatørfuglekigger.
Praktiske oplysninger og pris
Sommer i Island – bo på en rigtig bondegård, oplev gejsere, gletsjere, vulkaner og ikke mindst Vestmannaøerne
9. – 15. august 2023 // 7 intensive dage // Fra Kastrup lufthavn // Rejse nr. C-11
Pris pr. person: kr. 14.500*
Tillæg for enkeltværelse: kr. 2.000
INKLUDERET I PRISEN
- Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter.
- Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med god plads og erfaren chauffør.
- Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet alle dage. NB: på bondegården findes dog kun 14 værelser med privat b/t, andre 6 værelser med fælles b/t. Først-til-mølle princippet gælder. Ønsker man at bo på hyggelige værelser med fælles bad/toilet kan man spare 1.000 kr. pr. værelse.
- Fuld pension – NB: dog minus 2 x frokost (Dag 5 og Dag 7) og 1 middag/aftensmad (Dag 5).
- Entréer til de nævnte museer.
- Honorarer til lokale deltagere.
- Sejlturen til/fra Vestmannaøerne.
- K. Torben Rasmussen som rejseleder, fra start til slut.
- Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
IKKE INKLUDERET I PRISEN
- Servering ombord på flyet.
- Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt.
- Øvrige måltider.
- Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte.
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold.
Vi regner med 22-24 deltagere.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar
Hvad skal jeg medbringe?
Rejsenummer: C-11
OBS: Medbring gerne badetøj og håndklæde.
Lufthavn: Kastrup
Afrejse: 09.08.2023
Hjemkomst: 15.08.2023
Pris kr. 14.500