Vi mødes i Kastrup Lufthavn allerede kl. 05.30, afgang kl. 07.20 med ankomst Keflavik kl. 08.40 (lokal tid). I lufthavnen venter vor ”egen” bus og vi starter den lange køretur mod Nordlandet. Det tager det meste af dagen, inkl. pauser til frokost og et par pauser for at tjekke fugle. K. Torben Rasmussen vil på vejen fortælle om Island, geologisk, geografisk, befolkningsmæssigt og så videre ...). Sidst på eftermiddagen ankommer vi til overnatning ved søen Mývatn. Tre nætters overnatning her, ved sydenden af søen og derfor tæt på de såkaldte pseudokratere. Fra hotellet er 200-300 meter til søen.
Søen er kendt for sine mange fugle, inkl. eksotiske arter som Islom, Strømand og Islandsk Hvinand, men også Nordisk Lappedykker, Bjergand, Spidsand og Knarand. Omkring søen yngler Islandsk Stor Kobbersneppe, Dobbeltbekkasin og Odinshane. Og så er der gode chancer for Jagtfalk, Dværgfalk og Mosehornugle.
Tur til Island med fokus på fugle og natur / fra Kastrup Lufthavn / rejse nr. C-12
– med to rejseledere: Peter Lange og K. Torben Rasmussen
Turen er tilrettelagt med fokus på fugle og natur. MEN det er bestemt ikke det eneste vigtige, for de rejsende vil komme til at opleve en masse andet. Den ene rejseleder vil fortælle en masse om Islands historie og aktuelle forhold, om litteratur og kunst og om den øjeblikkelige politiske situation i Island. Den anden er eksperten vedr. fugle, nemlig Peter Lange.
Vi er sikre på at finde specialiteter som Strømand, Islandsk Hvinand, Islom, Nordisk Lappedykker, Odinshane, Islandsk Stor Kobbersneppe og mange andre svømme- og vadefugle. Storkjove, Alm. Kjove, Lomvie, Polarlomvie, Alk, Lunde, Sule og Mallemuk, Mosehornugle, Dværgfalk, Fjeldrype - og mange andre skal vi også nok finde. De helt sjældne arter, bl.a. Lille Kjove og Jagtfalk skal vi være meget heldige for at se.
Inden for planteriget kan vi regne med at se orkideerne Poselæbe og Grønlandsk Gøgelilje, foruden mange af fjeldenes dværgbuske og smukke, små blomsterplanter. Et samlet antal fuglearter på 60-65 er realistisk.
Vi rejser i selskab dygtige folk, dels med Peter Lange, uhyre erfaren rejseleder med henblik på fugle, også i Island, dels med K. Torben Rasmussen, habil amatørfuglemand og tidligere bosat i Island i mere end fem år (læs om dem længere nede).
Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende – vi opfatter turene som en slags rejsende højskole. Eftersom deltagerne er nysgerrige og interesserede lykkes det altid. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags. Der er meget at dele …
Programmet er vejledende, ret til ændringer forbeholdes.
Yderligere oplysninger og tilmelding: tlf. 2962 8077 / torben@team-island.dk
Vi er medlem af Rejsegarantifonden.
Dag 1 / Udrejse. Keflavik - mod Nordlandet - indkvartering nær Mývatn.
Dag 2 / Mývatn: Fugle! Pseudokratere, Dimmuborgir, kogende mudderpøle & museum.
Vi bruger hele dagen omkring søen. Ud over fugle er der mange andre attraktioner, bl.a. de usædvanlige pseudokratere ved Skútustadir, de voldsomme lavaformationer Dimmuborgir og et stort område med kogende mudder og en helt særlig duft af svovl.
Der er også et udmærket lille museum, med vægt på Islands fugle, så det skal vi have tid til at se.
Overnatning samme sted, for anden nat.
Dag 3 / Valgfrit program: fugle og planter i dalen Adaldalur / eller hvalsafari eller badetur?
Vi bruger dagen på en ret kort udflugt mod nord, op mod havet og byen Húsavik.
Der er et valgfrit program:
Den ene mulighed er at komme på hvalsafari fra Húsavik, det bedste sted at se hvaler i Island. Vågehval og Pukkelhval er de mest almindelige, men hvert år ses der adskillige gange Blåhval. Der er næsten sikkerhed for Storkjove, Lunde, Havterne og adskillige mågearter (se mere på www.northsailing.is).
Turen varer tre timer. Prisen er ikke inkluderet og er cirka kr. 650 pr. person.
I Húsavik åbnedes i 2019 et fantastisk beliggende badested, lige ved havet og med storslået udsigt over bugten, også når man ligger i det 30-35 graders varmt vand (se mere på www.geosea.is). Entréen er ikke inkluderet og er cirka kr. 250 pr. person.
Byen er en ret fin by og der er gode muligheder for at spise frokost der.
Den anden mulighed er at koncentrere sig om fugle og planter i dalen Adaldalur (mellem Húsavik og Mývatn), hvor der er mange fine steder, også med usædvanlige naturoplevelser.
I området yngler Sortand, Havlit, Rødstrubet Lom og flere mere almindelige arter.
Rejselederne deler sig op, så der er rejseleder på begge ture. Overnatning samme sted, for tredje og sidste nat.
Dag 4 / Mod øst: vandfaldet Dettifoss - køretur i øde områder - Egilsstadir.
Vi starter tidligt, for der er mange gode oplevelser i vente.
Vi kører mod øst, stopper ved vandfaldet Dettifoss, der fører enorme mængder smeltevand fra gletsjeren Vatnajökull mod nord. Området her er råt, og der ses ikke mange fugle. Måske en Snespurv, måske en Ravn. Derfra fortsætter vi mod øst og de kommende adskillige timer færdes vi i øde områder. Er vejret klart, er udsigter formidable mod syd. Efter nogen tid begynder dog lidt vækster at vise sig, og ved de små søer eller fugtige steder ses Kortnæbbet gås – mange ynglepar. Vi kommer efter en del timers kørsel (med fortælling om Islands historie, økonomi, kultur og aktuelle forhold) til østlandets største by Egilsstadir. Mens dette skrives (oktober 2024) er overnatning bekræftet her. Vi håber dog på overnatning lidt sydligere, dvs. på hotel i skoven (se næste dags program). Vi er på venteliste, men det kan altså ikke garanteres pt.
Der er overnatning på samme sted de kommende to nætter.
Dag 5 / Islands største skov - tur op på højlandet: fugle og måske rensdyr? - aluminiumsværk.
Denne dag skal vi besøge Islands største skov, nu mere end1.000 km² og efterhånden med egentlig skovdrift. Her yngler nu nogle af landets nyeste arter, bl.a. Skovhornugle og Skovsneppe. Vi vil også forsøge at komme en tur op på højlandet og lige snuse til en helt særlig naturtype.
Heroppe lever der Rensdyr, oprindeligt indført i 1700-tallets oplysningstid mhp. at forbedre levevilkårene i Island. De er svære at se, men der lever nogle tusinde dyr i dette område. Men her yngler også Kortnæbbet Gås, Sangsvane, Havlit, Hjejle og Snespurv. Og her ligger et kæmpereservoir, som er skabt for at producere vandkraftenergi til et kæmpestort aluminiumsværk ude ved kysten. Det skal vi også høre om. Dagens aktuelle vejrforhold afgør, hvor langt vi kommer.
Tilbage til overnatning og middag på samme sted som aften/nat før.
Dag 6 / Østlandet: fjelde, fjorde & fugle - videre mod syd - Höfn.
Efter morgenmaden pakker vi igen bussen og kører ud til Østlandet. Her finder man ret høje fjelde og ret dybt indskårne fjorde. Noget af det ældste Island, dog ikke mere end 16-17 mio. gammelt. Vejen følger fjordene, hvor der ligger edderfugle (vi holder godt øje med, om der skulle gemme sig en kongeedderfugl) og sangsvaner. Forholdsvis få vadefugle, selv om der tilsyneladende er gode forhold for dem. Vi kører ud til den lille by Djúpivogur og om til dens lille landingsbane. Her er der flere lavvandede søer, og ynglende Rødstrubet Lom, Gravand (ret sjælden i Island), Skeand og Odinshane. Og Havterner og de almindelige islandske vadefugle. Det gode er, at man er meget tæt på dem. Der ligger et lille fugleskjul, hvor vi kan spise madpakkerne og have teleskoperne stillet op.
Så længere mod syd, ind og ud langs fjordene, indtil vi til sidst når byen Höfn, på Islands sydøstlige hjørne. Vi overnatter én nat her.
Dag 7 / Mod vest - Jökulsárlón & isbjerge - videre forbi Vatnajökull.
Så videre, nu efterhånden i vestlig retning. De kommende mange km går gennem lave enge og marker, med en mængde små søer og vandhuller. Der er tid til stop.
Rødstrubet Lom, Krikand, Skeand og andre gode arter ser vi sikkert. Dobbeltbekkasiner, Rødben, Kobbersneppe ses overalt – og der ses med stor sikkerhed Almindelig Kjove. Måske en Mosehornugle. Måske Traner? Den er netop begyndt at yngle i Island.
Efterhånden afløses det frodige landskab af mere rå omgivelser og så ser vi Storkjover – måske de første – og store mængder af Bramgæs, som for alvor har etableret sig i Island de seneste 20 år.
Vi stopper ved lagunen Jökulsárlón, hvor der flyder isbjerge rundt. Her yngler Havterner og Snespurve, og i lagunen ses ofte sæler, både Spættet Sæl og Gråsæl.
Så kører vi videre rundt om den sydligste spids af Islands største gletsjer Vatnajökull. Heroppe i den ligger landets højeste punkt på 2.110 m.o.h. Det skal være klart for at se toppen.
Så er der ikke langt til overnatningsstedet for de kommende to nætter.
Dag 8 / Området Ingólfshöfdi - vandfald Svartifoss - gletsjertunge.
I dag skal vi besøge området Ingólfshöfdi, der næsten som en ø ligger langt ude på smeltevandssletten. Her yngler Storkjove helt tæt; dog ikke så tæt som tidligere. Det véd Peter Lange mest af alle om, bare vent og se/høre. Vi skal medbringe stokke eller andet til at holde over hovedet, så de aggressive fugle ikke rammer os, når de vil skræmme os væk. Og her yngler Lunde, Lomvie, Polarlomvie og andet godt.
Vi kommer dertil, siddende eller stående på en traktorvogn.
Faktisk yngler Lille Stormsvale også dér, men de yngler meget sent – som andre steder – så chancen for at opleve den lille fugl, er ikke stor.
Men i området er der andet spændende end fugle at se, bl.a. det meget smukke vandfald Svartifoss, omkranset af søjlebasalt. Og en gletsjertunge, som vi kan komme helt tæt på. Tilbage til samme overnatningssted som forrige nat.
Dag 9 / Smeltevandssletten Skeidarásandur - lava-område - Vík - Sólheimahjáleiga.
Efter morgenmaden forlader vi stedet, og fortsætter mod vest. Vi passerer den enorme smeltevandsslette Skeidarásandur, der i midten af 1990’erne blev næsten oversvømmet efter et stort vulkanudbrud oppe under isen i Vatnajökull. Det er et helt ungt landskab, vanskeligt at anlægge vej på, så først i 1974 blev ringvejen, som vi nu kører på færdiggjort og skabte mulighed for almindelig biltransport over sandsletterne. Her ses sikkert også Storkjove.
Senere kommer vi gennem et område med lava fra et udbrud i 1783-84, der producerede omkring 15-18 km³ lava. I dag er det et fantastisk landskab, idet lavaen er overgroet med mos.
Vi passerer landets sydligst beliggende lille by, Vík, før vi lidt efter kommer til gården Sólheimahjáleiga, hvor vi skal bo de kommende to nætter.
NB: her er kun 12 værelser med privat bad/toilet, resten med fælles b/t (se mere under Praktiske oplysninger og pris).
Dag 10 / Vestmannaøerne (Heimaey): masser af fugle (og måske ser vi hvaler?).
I dag skal vi til Vestmannaøerne (dvs. Heimaey, den eneste beboede ø i øgruppen) og kommer dertil med en stor elfærge. På turen vil vi se Sule, Lunde, Tejst, Lomvie, Mallemuk og Ride, og sikkert Storkjove og Skråpe. Fra færgen ser vi måske hvaler, mest sandsynligt Pukkelhval eller Vågehval. Vestmannaøerne er mest kendt for vulkanudbruddet i 1973, der lagde mere end 400 huse øde. Enten begravet af lava eller aske, eller nedbrændt på grund af lavaens enorme varme.
Vi sejler tilbage til fastlandet sidst på dagen og kører til gården, for den anden og sidste nat.
Dag 11 / Videre mod vest: vandfald - gletsjertungen Solheimajökull - badetur? - Strokkur.
Vi forlader gården og fortsætter mod vest. Vi skal ikke køre så langt, så der vil være tid til pauser forskellige steder, bl.a. ved to smukke vandfald. Vi kører også op til gletsjertungen Solheimajökull for at opleve den, og blive mindet om Danmarks mange istidslandskaber. Her foran os ses små morænebakker, dødishuller, slibespor i klipperne og klippeblokke, som er flyttet hertil med gletsjeren. Dynamisk område!
Vi færdes derefter nogle timer i landbrugsland, før vi skal nyde det varme vand i landets ældste varmtvandsbassin, Gamla Lauginn. Entréen hertil er IKKE indregnet i den samlede pris, og koster cirka 225 kr. pr. person.
Dernæst til området med gejseren Strokkur, der med få minutters mellemrum sender sin kogende vand- og dampsøjle højt til vejrs, og senere blot 10 km væk finder vi vort hotel for den kommende ene nat. Det hedder Hotel Gullfoss og ligger to-tre km fra vandfaldet Gullfoss.
Dag 12 / Tingvallasletten & fugle - Reykjavik (og tid på egen hånd?) - fælles afslutningsmiddag.
Så er turen næsten forbi, men vi mangler dog stadig et både geologisk og historiske højdepunkt, nemlig Tingvallasletten. Beliggende ved nordsiden af landets største sø Tingvallavatn (84 km²), med bl.a. Islom, Rødstrubet Lom, Stor og Toppet Skallesluger, og ikke sjældent Strømand i den fossende elv, der tilfører vand til søen. I området yngler også Dværgfalk, som vi kan håbe at få et glimt af.
Fra søen er der 45-50 km til hovedstaden Reykjavik, hvor vi skal overnatte på Hotel Klettur den sidste ene nat. Vi prøver at være i byen forholdsvist tidligt, så der kan blive nogle timer på egen hånd i den lille fine hovedstad.
Om aftenen kører vi til en god restaurant for den afsluttende gode middag.
Dag 13 / Måske tid til et tidligt morgenbad i landets største bassin? - hjemrejse.
Hjemrejsedag – men er man frisk, kan man lige nå et morgenbad i landets største bassin, cirka 700 meter fra hotellet. Men kl. 08.45 skal vi forlade hovedstaden for at køre direkte til Keflavik og tjekke ind til afgangen mod Kastrup kl. 10.35. Der er derefter ankomst kl. 15.45 (dansk tid), og alle rejsende kan altså komme helt hjem den dag.
Om turens to rejseledere
K. Torben Rasmussen, ejede og drev Team Island i mere end 15 år. Nu er firmaet, inkl. Torben, overtaget af Vilholdt Rejser.
Han er forfatter af Turen går til Island og Naturguide Island (den sidste sammen med botaniker Jon Feilberg).
Torben har boet mere end fem år i Island, hvor han bl.a. var direktør for Nordens Hus i Reykjavik.
Han er en habil amatørfuglekigger og en professionel foredragsholder.
På turen vil han, mens vi kører i bus, fortælle en masse om Islands historie, kultur, litteratur og aktuelle samfundsforhold.
Peter Lange har livslang erfaring som feltornitolog, både i Danmark og fra rejser til bl.a. andet Island, Norge, Sverige, Shetlandsøerne og Færøerne.
Han har besøgt Island fire gange, senest i 2024, samt rejst to somre på Island og sammen med Lars C. Lund Hansen udført den første totaloptælling af den Islandske storkjovebestand.
Peter er redaktør for DOFs årsbog Fugleåret, og har været foreningsaktiv i DOF i over 30 år, bl.a. som arrangør og guide på en lang række busrejser.
Han er desuden en habil amatørbotaniker og svampekender.
Når Peter ikke ser på fugle er han miljøtekniker ved Teknik- og Miljøafdelingen i Silkeborg Kommune.
Vi medbringer to gode teleskoper, som alle er velkomne til at bruge.
Medbring gerne badetøj og håndklæde, hvis du på turen ønsker at opleve det naturligt opvarmede islandske badevand.
Se nærmere i dagsprogram for dag 3 og dag 11.
Praktiske oplysninger og pris
Tur til Island med fokus på fugle og natur
11. – 23. juni 2025 // 13 dage // Fra Kastrup lufthavn // Rejse nr. C-12
Pris pr. person: kr. 29.750*
Tillæg for enkeltværelse: kr. 3.500
INKLUDERET I PRISEN
- Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter – NB: fra Kastrup til Island t/r.
- Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med god plads og erfaren islandsk chauffør.
- Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet. NB: På gården Sólheimahjáleiga (dag/nat 9 og 10) er der maks. 12 værelser med privat bad/toilet og resten med fælles bad/toilet. Ved tilmelding skal man udtrykkeligt melde, hvad man ønsker. Først-til-mølle princippet gælder. Vælger man de to nætter med fælles bad/toilet, sparer man kr. 1.500 pr. værelse.
- Middag x 12 stk. (to retter’s middage, inkl. kaffe/te – afslutningsmiddag dog noget højere standard).
- Nævnte ture, udflugter og sejlture.
- To danske rejseledere på hele turen: K. Torben Rasmussen og Peter Lange.
- Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden.
IKKE INKLUDERET I PRISEN
- Servering ombord på flyet.
- Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt.
- Øvrige måltider, dvs. også daglige frokoster. Regn med kr. 110-130 pr. person pr. dag, alt efter behov.
- Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte.
* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og afgiftsforhold.
Prisen er baseret på min. 20 deltagere.
Praktiske spørgsmål og hurtige svar
Hvad skal jeg medbringe?
- Pas kræves ikke, men medbring det, hvis du har ét. Ellers SKAL der medbringes andet ID-kort med billede. Og vigtigst: der skal være overensstemmelse mellem navn på legitimation og flybillet. Oplys altså det komplette navn ved køb af rejse.
- Medbring dit blå sygesikringsbevis. Bemærk: deltager man i en studie- eller firmarejse, gælder andre regler – se venligst vore generelle vilkår.
- Praktisk og varmt rejsetøj. Vind- og vandtæt. Indgår der sejlture i programmet, medbring da lette handsker.
- Praktisk fodtøj med gode såler. Bør kunne tåle fugt. Støvler behøves ikke, med mindre at der er tale om særlige vandreture, og vil da fremgå af kommentarer på sådanne programmer.
- Badetøj til besøg i de varme kilder. Husk et håndklæde.
- Myggenet, for især omkring Mývatn (”myggesøen”) kan der være mange fluer. Der er ikke stikkende myg i Island.
- Island er ikke med i EU, husk det ved mulige rejseforsikringer og nødvendige dokumenter.
Skal jeg købe valuta før afrejse?
- Ved ankomsten til lufthavnen i Keflavik kan man veksle kontanter eller hæve på VISA/Dankort eller andre internationale kort. Visse steder i Danmark kan man veksle til islandske kroner, fx i FOREX. Kursen normalt noget dårligere end i Island.
- De fleste butikker og restauranter modtager samtlige kreditkort.
- Man kan ikke ”hæve over” ved køb med kreditkort i Island, dvs. man kan ikke bruge butikker som sted at få kontanter.
- Kursen er pt. 1 DKK = = 20,35 IKR (24.9.2024), dvs. 1.000 IKR modsvarer cirka 51 DKK.21,45 IKR. Tjek den islandske nationalbanks hjemmeside på www.sedlabanki.is for den aktuelle kurs.
Hvad med daglig frokost?
- Er turen ikke med fuld pension gælder følgende: Vi standser som regel ved middagstid på steder, hvor der kan købes lette varme anretninger, kaffe og kager. Man kan også medbringe en termokande og købe/få påfyldning og enkelte steder kan man købe en selvsmurt sandwich fra morgenmadsbuffet’en.
Hvad kan jeg købe med fordel i Island?
- Vi er ikke på de sydlige kanter, så røverkøb af varer kan ikke påregnes. Man kan dog med fordel købe uld og kunstvarer. Dyre mærkevarer kan også vise sig at være billigere end i Danmark.
- Husk at bede om Tax Free-check, den giver 10 - 15 % rabat ved køb for mere end ISK 12.000 på samme kassebon. Beløbet udbetales i lufthavnen ved afgang. NB: vær opmærksom på, at ikke alle butikker er tilsluttet Tax Free-ordningen.
Forstås dansk i Island?
- Ja, mange forstår dansk, men mange, især unge/yngre, foretrækker at svare på engelsk. Tal selv langsomt og tydeligt dansk. Der er fortsat danskundervisning i de islandske gymnasier.
- På mange hoteller, restauranter og andre steder, hvor man som turist ofte møder lokale, er mange ansatte dog ikke fra Island, men fra fx østeuropæiske lande – og kan derfor naturligvis ikke forventes at tale eller forstå dansk.
Skal jeg prøve en islandsk hest?
- Hvis du ikke gør det nu, så gør du det aldrig! Hvor der gives mulighed findes det nødvendige overtøj, hjelm, støvler og instruktioner (koster 550-600 DKK for en kortere tur, typisk 1½ times effektiv ridning).
Hvordan er vejret?
- Besøg den islandske side www.vedur.is, hvor der også kan læses nyheder om jordskælv, vulkanudbrud og andre vulkanske aktiviteter.
Rejsenummer: C-12
OBS: Medbring gerne badetøj og håndklæde.
Lufthavn: Kastrup
Afrejse: 11.06.2025
Hjemkomst: 23.06.2025
Pris kr. 29.750